Skraldemænd skvatter i mørket
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Renovationarbejder Mikael Lykkegaard vil gerne have lidt mere hjælp fra husejerne.
Kommune beder borgere om hjælp med restaffald. Efterår og vinter udfordrer skraldemændene.
- Det er en af de gode her. Der er mulighed for både at skvatte og blive hængt.
De to skraldemænd griner til hinanden, for der er godt gang i værkstedshumoren fra tidlig morgen.
Men der er alvor bag kommentarerne om en mørk, ujævn indkørsel med en ledning hængende i hovedhøjde. TV2 Nord er med fra klokken 6.30, hvor tre renovationsarbejdere er i gang med dagens første rute med restaffald i Øster Sundby i bulder mørke.
- Det er svært at se, det er svært at finde frem. Også fordi man går lidt i skyggen af bilens lys, så det er lidt usikkert, hvor man går hen, forklarer Mikael Lykkegaard.
Flere skader
Aalborg Forsyning har startet en kampagne for at få borgerne til at hjælpe skraldemændene i efterårs- og vintermørket. I 2023 har Forsyningen oplevet cirka 15 tilfælde af fald- eller vridskader hos renovationsmedarbejderne. Mange af dem kommer i de mørke timer.
- Vi er rimelig udfordret ude ved husstandene i Aalborg Kommune. Det er som om, mørket kommer bag på de fleste husejere i Aalborg Kommune, lige så snart vi nærmer os oktober, siger teamleder Jan Pedersen til TV2 Nord.
Ukendt territorie
På morgenens tur i Øster Sundby er der en afløser med. En af de faste skraldemænd har ferie, og afløsertjansen bliver ikke nemmere i mørke.
- Du kender ikke ruten, du kender ikke adresserne, så du ved ikke, hvad for nogle udfordringer, der kan ligge på adresserne, hvis ikke lyset tænder. Det vil sige, der er større risiko for at skvatte over et eller andet og falde, forklarer afløser Henrik Schou.
Aalborg Forsyning anbefaler, at man sørger for lys, når der skal hentes restaffald. Eller endnu bedre. Kør containeren med restaffald ud til skel, ligesom man skal med pap, papir, plast og metal.
- Der er faktisk mange, der stiller dem ud, og det er vi bare rigtig glade for. Så kan de jo spare på lyset, og jeg sparer på skridtene. Det ville også være godt, smiler Mikael Lykkegaard.
Det er politisk bestemt i Aalborg Kommune, at borgerne ikke behøves stille containeren med restaffald ud til skel for at få dem tømt. Det sker for at sikre, at restaffaldet ikke står for længe og rådner og tiltrækker skadedyr.
Du kan se hele indslaget om skraldemændene i mørket herunder: