Kæmpe donation: Skal hjælpe udsatte børn og unge i hele Nordjylland

Foto: Publicity, Hub North.

Der er omkring 6000 børn og unge under den relative fattigdomsgrænse i Nordjylland - nu kan flere få hjælp.

675.000 kroner.

Det beløb har Melsen Fonden netop doneret til Gestus Nord, som er en forening, der støtter børn og unge i den nordligste landsdel.

Med denne nye donation er det nu muligt for foreningen at komme ud til endnu flere børn og unge i Region Nordjylland.

Normalt har foreningens indsats hovedsageligt været rettet mod Frederikshavn, Aalborg og Hjørring kommuner, men nu kan de altså udvide deres initiativer til Jammerbugt, Brønderslev, Vesthimmerland og Thisted kommuner

- På den måde kan vi med en lille håndsrækning gøre en forskel for endnu flere børn og unge, fortæller Jette Nørsøller, som er projektleder i Gestus Nord

Ifølge Jette Nørsøller lever omkring 6000 børn og unge under den relative fattigdomsgrænse i Nordjylland, så der er altså behov for støtte.

Foreningen Gestus Nord bygger på frivillighed, så donationen kan altså gøre en forskel.

- I Gestus Nord har vi et ønske om at nå ud til alle dele af Nordjylland og give en håndsrækning til de børn og unge, der har allermest brug for det. Derfor er vi også utroligt glade og taknemmelige for den flotte donation fra Melsen Fonden, lyder det fra projektlederen.

Udbredelsen skal foregå på flere områder

Foreningens arbejde består i at skabe et forøget kendskab til Gestus Nord hos målgruppen, opbygge netværk af lokale frivillige, og derudover arbejde sammen med skoleledere, sagsbehandlere og andre fagpersoner i de nye kommuner.

Der vil også blive dannet partnerskaber med virksomheder lokalt for at få støtte til hjælpeordninger i foreningen og også økonomisk støtte til dens arrangementer.

- Det er afgørende for vores arbejde, at vi kan opbygge et netværk i de forskellige nordjyske kommuner. Vi kan kun yde støtte og bidrage med oplevelser, hvis de ved, at vi er her, udtrykker projektlederen.

Stiven Larsen er bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden, og han glæder sig over at kunne bidrage til udvidelsen af den frivillige indsats.

- Gestus Nords arbejde har stor betydning, da de tager ansvar for at give børn og unge mulighed for at tro på egne evner og blive en del af stærke, sociale fællesskaber, siger bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden, Stiven Larsen.


Tilfældige skudt med hardball pistol: - Mon ikke, det er samme persongruppe

Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord

I Støvring er tilfældige personer blevet skudt med en hardball pistol, og politiet søger vidner til sagen.

- Det er alvorligt og det er bekymrende.

Sådan begynder Ann-Britt Miller, der er politikommissær hos Nordjyllands Politi i Himmerland, om de episoder, der har udspillet sig i Støvring i de seneste dage.

Her er en bil kørt op til tilfældige grupper af mennesker, som bliver skudt på af en hardball pistol. Og det er en sag, som politiet tager alvorligt.

- Det er også derfor, at vi melder ud, at vi har brug for at høre fra folk i området, der har enten set noget eller hørt noget - eller måske selv er udsat for noget, som ikke er anmeldt endnu, siger politikommissæren.

Søndag gik skyderiet udover en mand, der blev ramt seks gange af hardball pistolens kugler, og tidligere var et kærestepar blevet ramt.

Og onsdag skete det ved en tankstation i Støvring.

Ikke alle, det kan være

Politiet har dog ikke meget at gå efter endnu, men fra anmeldelser lyder det, at det er en gruppe af unge, som skyder ud af en bil på tilfældige.

- Lige nu er vi i gang med de indledende undersøgelser, og vi har blandt andet brugt medierne på at få rettet henvendelser. Vi har også iværksat en lokal SS -konsulent, og vi er i gang med at undersøge, om der er noget overvågning forskellige steder, siger Ann-Britt Miller.

Selvom efterforskningen har været i gang i noget tid, er der ikke meget gå efter, og derfor har politiet stadig ikke mulige gerningsmænd i kikkerten.

- Vi har ikke nogen på nuværende tidspunkt, men man kan sige, at det er ikke alle, der går rundt med en hardball pistol og truer borgere hver dag - så mon ikke det er samme persongruppe, slutter politikommissæren.


Nye ejere forhåndsgodkendt til køb: Dansk ejer beholder magten

Ejeren af klubben bekræfter, at nye investorer er tæt på at blive præsenteret.

Tiltro.

Det er et ord, der går meget igen hos Jacob Andersen, ejer af Vendsyssel FF.

For der er nemlig nye investorer på vej ind i klubben fra blandt andet USA, Mexico, Spanien - og rapperen Blessd fra Colombia.

Det kunne TV2 Nord søndag fortælle, og Jacob Andersen bekræfter mandag, at det primært er investorer fra USA, der kommer, ligesom mandag er dagen, hvor spillertruppen har fået at vide, at der kommer nye ejere.

- Vi forventer, vi kan melde det endeligt ud inden ugens udgang. Så det kan jeg bekræfte, fortæller han.

Det har også været fremme, at din egen søn, Joachim (Andersen, dansk landsholdsspiller, red.), også skulle være blandt de nye investorer. Kan du sige noget om det?

- Nej, vi kommer med en pressemeddelelse inden ugens udgang, og så må vi se, om vi har fået ham overtalt også, siger han med et smil.

Skal ikke være afhængige af check

Tilbage til ordet 'tiltro' er Jacob Andersen overbevist om, at det nye ejerskab ikke ender som det nye Jammerbugt - eller som Vendsyssel selv i 2021 endte efter de schweiziske ejere rendte med pengekassen efter blot ti måneder som ejer. Dengang reddede blandt andre Jacob Andersen klubben med en kapitalindsprøjtning.

- Divisionsforeningen og DBU har også indført den her 'fit and proper'-test. Det vil sige, at skal du investere i en dansk klub i dag, så skal du bestå den test. Og de investorer her, de er forhåndsgodkendt kendt af Divisionsforeningen og DBU, siger Jacob Andersen og fortsætter:

- Jeg har meget, meget stor tiltro til dem. Meget, meget stor tiltro til dem. Mange af dem, der kommer med, har et fantastisk cv. De har været også i fodboldindustrien og har været i andre industrier. Og er nogle meget dygtige og professionelle folk. Så jeg har meget, meget stor tiltro til dem.

Det er også ganske specifikke områder, de nye investorer skal hjælpe klubben på. Indtægterne består hovedsageligt af TV-indtægter og sponsorater, og det er sidstnævnte, der skal udvikles.

- Det kan ligge en god økonomisk bund til klubben hver eneste år. Så vi er ikke afhængige af, at der er nogen, der skal skrive en check hvert år, siger Jacob Andersen og fortsætter:

- Vi vil gerne øge vores kommercielle indtægter heroppe, og der kommer de investorer med nogle værktøjer, som vi kan gøre brug af. Og som kommer til at sikre det fremadrettede i væsentlig grad. Det er det, der har været vigtigt for os.

Får vetoret

Han afslører også, at han bliver siddende som bestyrelsesformand i klubben, hvor han sidder som minoritetsejer - og stadig får en hel del at bestemme i klubben.

- Jeg kommer til at have nogle vetoretter. Så det vil sige, at de kan ikke gøre, hvad... vi skal være enige om mange ting. Og hvis der er noget, jeg ikke er enig i, og som jeg ikke mener, der er i klubbens interesse - så kan jeg sige nej til det.

Tidligere mandag kom klubben også med offentliggørelsen af en ny cheftræner, som blev 33-årige Mads Kristensen fra Lyngby BK.

Klubben er nemlig begyndt sæsonen skidt i Nordicbet-ligaen og flirter med nedrykningsstregen i form af en tiendeplads.

Jacob Andersen erkender derfor også, der nemt kan ske forandringer i spillertruppen til januar.

- Jeg synes, vi har kvaliteten i truppen. Nu får vi også en ny træner ind og får kigget på det med nye øjne. Og så er der også et transfervindue her til vinter. Vi må se, om vi kan reparere noget der.


Havde fråde om munden: 16-årig anholdt efter vild bytur

Foto: Emma Fjordbak

Han fik lov til at sove rusen ud i detentionen.

Fredag aften udviklede sig negativt for en ung 16-årig mand, der havde været på en bar i Jomfru Ane gade i Aalborg.

Her her opførte han sig nemlig voldsomt og udadreagerende, hvorfor politiet blev tilkaldt.

Den 16-årige, som også var for ung til at være på baren, var dog ikke længere på baren, da patruljen ankom.

Dørmanden fortalte, at han havde smidt manden ud, og at han var gået i retning mod Bispensgade.

Da politiet fandt den 16-årige, havde han fråde om munden, talte usammenhængende og havde svært ved balancen.

Ifølge Nordjyllands Politi var den unge mand meget påvirket af alkohol og narkotika og havde også en aggressiv adfærd overfor politiet.

Talte grimt til politiet

Den 16-årige sagde, at fejlen lå hos dørmanden og fremviste en video til politiet, hvor det dog var tydeligt, at den unge ikke ville lytte til dørmanden.

Den unge mand talte efterfølgende grimt til politiet og begyndte at filme ind i politibilen.

Hændelsen resulterede i en anholdelse, og at han blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

På politigården i Aalborg blev faren til den unge mand ringet op for at hente ham. Faren ankom men besluttede ud fra sønnens tilstand og adfærd at lade ham ruse ud på detentionen.


Svinedyre bronzeplaketter pludselig væk: - Jeg tænker suk!

Fyrkat har mistet fire store bronzeplaketter. Museumsdirektør er ærgerlig.

For enden af gavlen på Fyrkat Møllegaard har der siden 2008 hængt fem store bronzeplaketter, der forestiller de fem personer, som har udgravet Fyrkat.

Men de hænger der ikke længere. For i nattens mulm og mørke har tyve natten til fredag i sidste uge stjålet fire af de store bronzeplaketter, der tilsammen har en værdi på mange hundrede tusinde kroner.

Den femte har museet selv valgt at tage ned efter tyveriet.

- Vi har kigget overvågningen igennem, og vi har meldt det til politiet. Men gad vide, om de ikke allerede er smeltet om, siger museumsdirektør Lars Nørbach og fortsætter:

- Det er ærgerligt, og jeg tænker suk. Og så kommer overvejelserne, for hvad skal vi gøre? Skal vi finde penge til nye portrætter? Det er både merarbejde, og det er penge og fondsmidler, der ligger en masse forarbejde i det, og nu skal jeg overveje, om jeg skal finde penge til det eller andet?

Tyvene var forberedte, for plaketterne var boltet fast til væggen. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Men overvågningen har ikke givet entydigt svar på, hvem der har stjålet de fire store plaketter. Men det er sikkert, at det er folk, der har planlagt det, lyder det.

- De er boltet fast, så de har haft redskaber med til at gøre det, og det, som de sad fast med, er også brækket. De har skullet lægge kræfter i, siger museumsdirektør Lars Nørbach og fortsætter:

- Sådan noget her begrænser publikums adgang, verden bliver mere lukket, og det ærger mig som en person, der gerne vil vise og fortælle om stedet her.

Den eneste plakette, der overlevede tyvenes besøg, er denne af Holger Schmidt. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Verdensarv sikres

Lars Nørbach sidestiller at stjæle fra Fyrkat som at stjæle fra en kirkegård, og som TV2 Nord har fortalt, så er kobbertyverier fra kirkegård og kirker et stigende problem.

Antallet af tyverier på kirker og kirkegårde er nemlig steget markant de seneste år, og i Nordjylland ser man nu to-tre gange så mange tyverier som bare for få år siden.

I september 2023 blev Fyrkat sammen med Aggersborg optaget på UNESCO's verdensarvsliste sammen med Aggersborg.

De fem plaketter hang på denne gavl.

Det betyder, at Fyrkat skal have lavet en stor bronzeplakette, hvor det fremgår hvorfor stedet er udpeget som verdensarv.

- Den bronzeplakette, vi får lavet, kommer i hvert fald ikke til at hænge udenfor. Der er jo ikke frit slag i bolledejen hvad penge angår, slutter den ærgerlige museumsdirektør.

  • De fem kendte ringborge er Aggersborg beliggende ved Aggersund, Borgring ved Køge, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense samt Trelleborg ved Slagelse.

  • De er alle opført omkring år 980 med kong Harald Blåtand som bygherre.

  • Borgene er ens i deres udtryk, men forskellige i størrelsen. Aggersborg er den største med en diameter på 240 meter og 48 langhuse indenfor volden.

  • Borgene havde en forholdsvis kort levetid på måske 15-20 år, og ved flere af dem er der fundet spor efter brand. De er måske brændt af i forbindelse med Harald Blåtands opgør med sønnen Svend Tveskæg i midten af 980’erne.

  • Trelleborg blev fundet som den første ringborg i 1934. Aggersborg, Fyrkat og Nonnebakken er udgravet i 1950´erne og tiårene derefter. Borgring blev udgravet for få år siden.

  • Med Harald Blåtands fem ringborge er der nu 11 danske og grønlandske emner på UNESCO-listen, som også tæller Roskilde Domkirke, Jellingemonumenterne, Kronborg, Stevns Klint, Vadehavet, Christiansfeld, Parforcejagtlandskaberne i Nordsjælland samt i Grønland Ilulissat, Kujataa og Aasivissuit – Nipisat.


Muligt p-kaos under vejarbejde: Hver anden bås forsvinder

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Fra i dag - mandag - og frem mod 1. december arbejder Aalborg Kommune på at anlægge en såkaldt cykelshunt ved Skt. Peders Gade.

En cykelshunt er en lille sti, som cyklister kan bruge som en genvej forbi trafikerede områder og stoplys. På den måde kan man cykle uden at skulle stoppe for biler og samtidig undgå højresvingssituationer.

Arbejdet sker i forbindelse med, at kommunen er i gang med flere tiltag, der skal øge trafiksikkerheden for de bløde trafikanter på de anbefalede ruter til den nye Stigsborgskole i Nørresundby.

I forbindelse med arbejdet vil 50 procent af parkeringspladserne ved Gammel Østergade og Stk. Peders Gade midlertidigt ikke være til at bruge.

'Vi beklager eventuelle gener, mens arbejdet står på, men håber på jeres forståelse,' skriver kommunen på sin Facebook.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Trafikale udfordringer

De sidste måneder har især Aalborg været ramt af en del vejarbejde, som har skabt store trafikale udfordringer.

Flere motorvejsafkørsler har blandt andet været spærret, mens også flere indfaldsveje har været spærret.