Kort Nyt

Militær rykker ind på nordjysk havn

I forbindelse med den forestående NATO-øvelse 'Neptune Strike' rykker militæret midlertidigt ind på havnen i Skagen.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det midlertidige militære område oprettes fordi der skal gennemføres genforsyning af skibe, og derfor har politiet indgået en aftale om det militære område.

Det militære område er beliggende i erhvervshavnen, og vil være der 29. oktober fra klokken 05 til klokken 17.

Området vil være markeret med hegn og skiltning, og vil være bevogtet af Forsvaret.

Uheld i myldretiden på trafikeret vej - én kørt til kontrol

Klokken 15.22 tikkede en anmeldelse ind hos Nordjyllands Politi med, at der er sket et uheld på Rute 55 mellem Aabybro N og Løkken - lige ved Ryå.

Her er to biler kørt sammen.

- Der er sket noget skade på bilerne, men personerne er sluppet for skader selv. En af dem er dog lige kørt til kontrol på sygehuset for en sikkerhedsskyld, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Rene Kortegaard.

I følge Rene Kortegaard er der ikke større trafikale udfordringer på grund af uheldet på Rute 55.

Desuden er der også sket to andre små uheld i eftermiddagstrafikken. Det ene i Lindholm ved togstationen og en anden i Saltum, hvor en parkeret bil er blevet ramt. Her har der heller ikke været personskade, oplyser vagtchefen.

Vinterbadere er nu igen velkomne på strand

Så er der godt for de friske vinterbadere.

Morsø Kommune har siden 18. oktober frarådt folk at bade ved Sundby Strand på Mors.

Årsagen er, at en borger havde meddelt at have set skum med en gråsort hinde.

Ifølge kommunen valgte man derfor ud fra et forsigtighedsprincip at fraråde badning.

Der er efterfølgende blevet foretaget en undersøgelse af badevandskvaliteten, som mandag er kommet tilbage, og her er der ikke fundet nogle problemer.

Derfor frarådes det derfor ikke længere at holde sig fra stranden, så nu kan de vilde vinterbadere altså igen slå sig løs.

Røgudvikling i rækkehus

Nordjyllands Beredskab blev lidt over middag kaldt ud til en det, der ved første melding var en bygningsbrand ved Mou sydøst for Aalborg.

Situationen var opstået i et rækkehus på Gammel Egensevej, hvor noget plast var kommet for tæt på komfuret.

Ifølge indsatslederen havde det resulteret i røgudvikling, men ingen flammer.

Indsatslederen fortæller, at der hverken skete personskade eller bygningsskade ved hændelsen.

Beredskabet hjalp med at få ventileret og forlader snart stedet.

Han er Vendsyssel FF's nye træner

Vendsyssel FF henter Lyngby BK-træner Mads Kristensen med omgående virkning.

Det offentliggør klubben i en pressemeddelelse.

- Vi er meget glade for, at vi i dag kan præsentere Mads Kristensen som ny cheftræner i Vendsyssel FF. Mads er et stort trænertalent, og har været et ønskevalg for os, da vi har en stor tro på, at han er den rigtige cheftræner for klubben lige nu og her, men også på længere sigt til at forbedre os, og føre os videre fra, hvor vi er nu, udtaler sportsdirektør Christian Larsen.

Den 33-årige cheftræner har siden 2014 været tilknyttet Lyngby BK, hvor han de seneste 10 år, har været tilknyttet forskellige stillinger på klubbens ungdomshold, blandt andet som cheftræner for U17 og U19 ligaholdet.

Siden årsskiftet var han tilknyttet 3F Superliga holdet som både assistenttræner og senest som First Team Coach.

Mads Kristensen har første træningsdag med Vendsyssel FF tirsdag 29. oktober og har første kamp i spidsen for holdet lørdag 2. november på Nord Energi Arena i Hjørring mod HB Køge.

Udover ny cheftræner er der desuden mere under opsejling i den nordjyske klub. TV2 Nord kunne nemlig søndag fortælle, at der er et ejerskifte på vej i klubben, hvor blandt andet en 24-årig sanger fra Sydamerika og den danske landsholdsspiller Joachim Andersen er ved at købe sig ind i klubben.

Her er patienterne i bedst hænder i Nordjylland

På Mave- og Tarmkirurgisk Sengeafsnit på Aalborg Universitetshospital føler patienterne sig i de bedste hænder.

Derfor har afdelingen modtaget Patienternes Pris 2024.

Patienter og pårørende siger om afdelingen, at de er nærværende, imødekommende, professionelle, til at forstå og altid tager sig tid.

Det er udtalelser som dette, der ligger til grund for, at afdelingen nu har vundet prisen, der uddeles af Patientinddragelsesudvalget (PIU) i Region Nordjylland.