Ejerskifte på vej: Colombiansk sanger blandt nye investorer i Vendsyssel FF
Foto: Carlos Ortega/EPA/Ritzau Scanpix
Der kommer investorer fra både USA, en 24-årig sanger fra Sydamerika og fra en dansk landsholdsspiller.
Sæsonen er begyndt skidt for Vendsyssel FF, og nu kan der snart være en ny ejerkreds i klubben.
Ifølge TV2 Nords kilder har der været holdt møde i Vrå søndag morgen, hvor der er blevet fortalt, at der kommer en ny ejerkreds, og der har også være besøg af mindst én af investorerne.
Aktiemajoriteten bliver købt af flere investorer fra blandt andet USA, Spanien, Mexico og som noget af det mest opsigtsvækkende også den 24-årige sanger Blessd fra Colombia. Han er sanger og sangskriver og har arbejdet med flere kendte kunstnere. 5,6 millioner følger ham på hans Instagram, og sangen 'Medallo' har fået 434 millioner visninger på Youtube.
Jacob Andersen, der ejer hele klubben på nuværende tidspunkt, bliver minoritetsejer, mens sønnen, den danske landsholdspiller Joachim Andersen, også løber sig ind i klubben.
Mangler stadig træner
Dermed kommer klubben igen på udenlandske hænder, hvilket den allerede var, inden Jacob Andersen i 2021 købte klubben for at redde den fra konkurs.
Dengang kom det frem, at det schweiziske selskab Core Sports Capital, klubbens daværende ejere, havde tømt pengekassen for et større millionbeløb, og at der ikke var blevet udbetalt løn til spillerne.
Nu skal klubben igen prøve kræfter med et nyt ejerskab og med dem, er der også en del arbejde at lave.
Vendsyssel FF ligger nummer ti i Nordicbet-ligaen og fyrede for en måned siden klubbens træner, Bo Zinck - og man har endnu ikke offentliggjort en erstatning for ham endnu.
TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra Jacob Andersen og direktør i klubben, Lars Glinvad, uden held.