Siemens Gamesa investerer 300 mio. i ny produktion
Siemens Gamesa i Aalborg udvider produktionsfaciliteterne, så man fremover kan lave vindmøllevinger på over 100 meter i Nordjylland.
Vinger på mere end 100 meter skal fremover laves i nye produktionshaller i Aalborg.
Vindmøllevinger bliver bare større og større. Og hos Siemens Gamesa i Aalborg kan medarbejderne se frem til at arbejde med vinger, der bliver længere end en fodboldbane.
- Vi har ved Siemens Gamesa i Aalborg fået 300 millioner til at bygge kapacitet til fremtidens vingeproduktion. Nu vil vinger så lange som fodboldbaner blive udviklet, testet og produceret i Aalborg og derefter sejlet ud til havvindmølleparker over hele jordkloden, skrive Frederikke Tømmergaard, der er kommunikationsdirektør på Siemens Gamesa, i en pressemeddelelse.
I morgen tager Siemens Gamesa første spadestik til opførelsen af to kæmpe haller, hvor opbygningen af mega-vingerne fremover skal finde sted.
- Opførelsen af de nye produktionshaller er med til at imødekomme fremtidens krav til endnu større vinger og større produktionsvolumen. Investeringen kommer både firmaet og lokalområdet til gavn i mange år frem, lyder det fra Siemens Gamesa.
Hal 12 bliver på ikke mindre end 14.657 kvadratmeter, mens hal 13 bliver 4.135 kvadratmeter. De forventes at stå klar til produktion henholdsvis slut marts 2021 og ultimo 2020.