Sensationel sejr i Køln: Aalborg Håndbold i CL-finale
Aalborg Håndbold vandt 35–33 over Paris Saint-Germain. Se reaktioner fra træner, spillere og direktør i artiklen.
En historisk kamp i Køln blev fløjtet af lørdag eftermiddag i Køln, hvor Aalborg Håndbold mødte franske Paris Saint-Germain i Final Four-stævnet.
Semifinalebraget begyndte 15.15, og ved halvejen var Aalborg bagud 13–15. Men Aalborg Håndbold endte med at vinde 35–33 over Paris Saint-Germain og er dermed klar til Champions League-finalen.
Direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, talte med TV2 Nords reporter lige efter sejren:
Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold, var efter kampen chokeret over sejren, da han talte med TV2 Nords reporter.
- Jeg er målløs. Det er en vanvittig præstation, at vi er i finalen. Det er gigantisk.
- Drengene kæmper mod et hold, der har et budget, der måske er 50 millioner kroner større end vores. Men vi vidste godt, vi kunne - og det lykkedes. Jeg har slet ikke ord for det, lød det fra Jan Larsen.
- Det er en drengedrøm
28-årige Buster Juul havde ligeledes svært ved at finde ord efter kampen.
- Jeg kan ikke fatte det. Men det er en kæmpe forløsning, og jeg har faktisk svært ved at finde ord.
- Hvis vi ikke får lov at få en øl i aften, slår jeg fandme hovedet af Jan.
Buster Juul, spiller i Aalborg Håndbold
- Det er en drengedrøm at få lov til det her. Der er eddersparkme ikke mange, som får lov at stå i en Champions League-finale, sagde Aalborg-spilleren.
- Hvis vi ikke får lov at få en øl i aften, slår jeg fandme hovedet af Jan.
Træner: - Det er ultimativt det største
Træner Stefan Madsen kalder finalepladsen og sejren over PSG "ultimativt det største":
- Det er et vanvittigt arbejde for hver enkelt spiller. Også for klubben som i mange år har knoklet for at skabe fundamentet for det her.
- Vi kommer godtnok lidt skævt i kampen, men får løst op for det. Selvom vi er bagud med to mål før pausen, så æder vi os ind på det. Det er helt vildt.
Troen på sejren var stærk hele vejen igennem ifølge Nikolaj Læsø.
- Vi regnede selv med at komme tilbage i kampen. Det blev vi enige om i omklædningen. Nu tager vi hele lortet med hjem. Det var dét, vi kom for. Lad os nu bare gøre det, lyder den 24-årige Aalborg-spiller.
Og til spørgsmålet om, hvem træner Stefan Madsen håber på at møde i finalen, er svaret klart.
- Jeg er ligeglad, hvem vi møder, siger Aalborg-træneren.
I finalen, der spilles søndag aften, venter enten HBC Nantes eller FC Barcelona.