Se jubelbillederne: Aalborg Pirates kæmper sig til pokalsejr
Foto: Claus Fisker
Efter en tæt start på dette års pokalfinale i Herning trak Aalborg Pirates fra til sidst og slog Rungsted Seier Capital med 5-2.
Aalborg Pirates kan med suveræne 5-2 over Rungsted kalde sig vindere af Metal Cuppen 2018. Sejren kom i hus lørdag eftermiddag efter en tæt start og en tredje periode, hvor de nordjyske pirater trak mere og mere fra.
Pirates fik ikke den bedste start på pokalfinalen mod Rungsted. Hele to udvisninger blev det til, før Henry Hardarson effektivt vendte bøtten og bragte nordjyderne foran 1-0 efter næsten 14 minutter.
Men knap var spillerne vendt tilbage til isen efter en kort pause, før Rungsted svarede igen og udlignede til 1-1 med en scoring af Nikolaj Murholt Rosenthal.
Derfra skulle der gå næsten et kvarter, før Aalborg Pirates igen nåede frem til at afslutte deres chancer med at piske pucken i nettet. Christopher Frederiksen stod for den nye 2-1-føring. Og bare tre minutter senere blev det 3-1 ved Mikkel Højbjerg.
I tredje periode blev der gået til stålet i en grad, så Kirill Kabanov måtte en tur på bænken ikke bare en, men to gange. Det resulterede i rodet spil for Aalborg Pirates, som i tredje undertalsperiode måtte se Rungsted bringe spænding tilbage i kampen ved at reducere igen til 2-3.
Spændingen sad i både spillere og fans de næste nervepirrende minutter, som kampen skred frem og nærmede sig slutfløjt.
Men i tiden 58:39 kom så reelt afgørelsen: Kirill Kabanov smækkede pucken ind bag Rungsteds målmand til stor jubel i hallen. Og med Henry Hardarsons sidste scoring til 5-2 var sejren mere end hjemme.