Sådan bliver trafikken påvirket af Aalborg Halvmarathon
Foto: Joakim Brader
Søndag løber omkring 6000 løbere gennem Limfjordstunnelen og Aalborgs gader – se her, hvordan det påvirker trafikken.
Der er lagt op til en stor løbedag i Aalborg. Omkring 6000 deltagere bliver sendt ud på ruter på henholdsvis 10 og 21,1 kilometer, og det kommer til at påvirke trafikken.
Meldingen fra Vejdirektoratet lyder således:
Tre kilometer inde i ruten rammer de mange tusinde løbere Limfjordstunnelens vestlige rør, som vil blive spærret for bilister. I stedet afvikles trafikken i begge retninger i det østlige rør, og hastighedsbegrænsningen bliver sat ned fra 90 km/t til 50 km/t.
Herudover spærres frakørsel 23 ”Kridtsvinget” og trafik mod syd med ærinde i Aalborg henvises i stedet til frakørsel 24 ”Øster Uttrup Vej”, hvor den ledes ad Øster Uttrup Vej og Øster Sundby Vej frem til Østre Allé.
Tilkørslen fra Kridtsvinget mod nord vil fortsat kunne benyttes. Spærringen påbegyndes kl. 8 og alle spor og frakørsler forventes at være åbne igen kl. 11.
Aalborg Kommune melder følgende ud om trafiksituationen på dagen:
I forbindelse med løbet vil Limfjordsbroen blive berørt, da den inderste kørebane i sydgående spor bruges til løbet i tidrummet fra kl. 9.00- 11.30. Ligeledes bliver broen ikke åbnet for lystsejlere i dette tidsrum.
Nyhavnsgade og Kjellerupsgades nordlige del vil være afspærret fra kl. 5 om morgenen, og der etableres omkørsel til Aalborg City.
Nyhavnsgade fra Skibsbyggerivej og ud mod Østre Allé bliver åbnet umiddelbart efter sidste løber passerer kl. 11.
Thistedvej/Vestergade/Vesterbrogade i Nørresundby er spærret for gennemgående trafik - der etableres omkørsel.
Hele løbet er afviklet på 3½ time. Altså i tidsrummet fra kl. 09.00 -12.30 hvorefter trafikken afvikles normalt, dog på nær i start- og målområdet ved Nyhavnsgade og Kjellerupsgades nordlige del.
TV2 Nord sender direkte fra Limfjordstunellen på vores Facebook-side fra klokken 9.10, når de første løbere er ved at nå hen til tunnelen.
Se, hvordan det gik sidste år: