Rumindustrien vokser med raketfart - men der er brug for flere som Martin
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Flere nordjyske virksomheder spiller en vigtig rolle i rumindustrien, og de er nu gået på jagt efter en ny type medarbejdere.
Martin Raal fik for seks år siden job hos GomSpace i Aalborg, hvor han er med til at samle satellitter, så de kan komme ud i rummet.
- Man bygger satellitten ud fra en byggevejledning, som en systemingeniør har lavet. Den følger man step for step, fortæller han.
Rumindustrien var ellers ikke en branche, Martin Raal regnede med at skulle arbejde i, da han blev udlært elektronikfagtekniker.
- Jeg havde troet, at jeg skulle reparere fjernsyn, siger Martin Raal.
Efter blandt andet at have arbejdet for Grundfos i Bjerringbro og lysvirksomheden Martin i Frederikshavn blev Martin Raal lokket til GomSpace. I dag er knap 10 af Aalborg-virksomhedens 150 ansatte faglærte, men der kan komme flere til i de kommende år.
- Som det ser ud nu, er rumindustrien i vækst, og vi kommer til at mangle hænder i fremtiden. Så hvis vi allerede nu kan få plantet et lille frø, som kan spire, ved dem, der er under uddannelse, så vil det være positivt, siger Martin Raal, som er leder af GomSpaces afdeling for AIV Engineering.
Se indslaget her:
Omsætning kan runde 1000 milliarder dollar
Nogle af de kommende satellitbyggere kan måske findes på Tech College i Aalborg. Uddannelsesinstitutionen forsøger i hvert fald at åbne elevernes øjne for, at rumindustrien kan rumme mange jobmuligheder fremover.
- Det er noget, vi vil fortælle de unge mennesker, når de kommer her, at det kan være en vej i forhold til deres faglige uddannelse, siger uddannelseschef Jesper Frydkjær Pedersen fra Tech College.
På verdensplan menes omsætningen i rumindustrien at have rundet 500 millioner dollar i 2023, og allerede i 2030 kan omsætningen vokse til 1000 milliarder dollar.
Når den bliver skudt ud fra raketten og kommer til live, bliver man enormt stolt
Martin Raal
De satellitter, GomSpace er i gang med at bygge lige nu, skal blandt andet bruges til at overvåge skibs- og flytrafik. Markedet for små satellitter har oplevet stor vækst i de seneste år, og GomSpace forventer, at de fremover kan bygge en satellit om ugen. Derfor kan det blive nødvendigt at ansætte flere til at bygge satellitter.
- Vi har faktisk meget begrænset søgning. Det virker lidt som om, at folk ikke er klar over, at man kan arbejde i rumindustrien, selvom man ikke er ingeniør eller fra NASA eller ESA, siger Martin Raal, som ikke har fortrudt, at han tog springet fra servicetekniker til satellitbygger.
- Når den bliver skudt ud fra raketten og kommer til live, bliver man enormt stolt over, at det man har bygget, virker som forventet, og man hører fra sin lille baby, som man har nusset om hernede på Jorden, siger han.