Rivals træner tager skylden
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord
Træneren undskylder i samme ombæring.
Stine Rex og amerikanske Camille Herron er næppe på julekort med hinanden.
Rex' konkurrent tiltrækker sig endnu engang opmærksom for noget, der ikke omhandler hendes egne præstationer i ultraløb.
Camille havde intet med det her at gøre.
Conor Holt, træner for Camille Herron
Efter Stine Rex i begyndelsen af september slog verdensrekorden i seksdagesløb, var konkurrenten Camille Herron fra Norman i Oklahoma hurtig til at beskylde den nordjyske ultraløber for at snyde.
Herron mente, at Stine Rex var blevet pacet, mens hun løb de godt 913,6 kilometer rundt om søen i Søparken i Aabybro. En beskyldning Rex ikke havde meget til at overs for, og som hun afviste.
Lægger sig fladt ned
Siden er Camille Herron blevet omdrejningspunktet i en kontroversiel Wikipedia-sag. Ifølge Running magazine er amerikaneren nemlig blevet taget i at fjerne anerkendelser fra andre udøveres Wikipedia-sider, mens hun efter sigende ikke har været bleg for at opdatere sine egne sider med diverse meritter.
Nu svarer hendes træner og ægtemand Conor Holt på kritikken.
- Camille har intet med det her at gøre. Jeg er 100 procent ansvarlig og undskylder til alle de atleter, som er blevet berørt af det. Det, jeg gjorde, var forkert, fortæller han i en pressemeddelse.
Conor Holt oplyser, at han oprettede en konto i 2016, og det er via den, han har ændret oplysninger om Camille Herron og andre løbere. Ifølge træneren koncentrerer Herron sig udelukkende om at løbe og restituere.
Camille Herron har tidligere klaget til de internationale ultraløbsforbund IAU og organisationen GOMO, når andre atleter har slået rekorder. Det er IAU, International Association of Ultrarunners, der endeligt skal godkende Rex' verdensrekord i seksdagesløb. Spørger man præsidenten for GOMO (Global Organization of Multi-Day Ultramarathoners), så er der, hvad han ved af, ikke en finger at sætte på rekorden.
- Stine Rex har løbet et virkelig flot løb og har fulgt alle regler, så i min optik er der ingen grund til at være bekymret, siger han.