René mangler 33.000 kroner fra Lauritz.com: - Det kan ikke være lovligt
René Jensen er langt fra den eneste, der ikke har fået sine penge flere måneder efter, at de er blevet solgt.
I januar satte René Jensen fra Svenstrup varer til salg på Lauritz.com, som endte med at blive solgt for 33.600 kroner.
Der er bare lige et problem.
René Jensen har nemlig ikke set skyggen af sine penge, selvom kalenderen i dag markerer den sidste dag i maj måned.
- Det er rigtig træls på godt jysk. Vi kan jo ikke ændre på det. Lige meget, hvor meget vi rykker for det, så får vi kun en sludder for en sladder, fortæller René Jensen.
Egentlig hedder det sig, at pengene skal være på kontoen efter 40 bankdage, men det er nu fordoblet i René Jensens tilfælde.
- Status lige nu er jo, at vi har fået et nyt brev, hvori der står, at de stadig ikke kan udbetale pengene, og at vi nu er oppe på 80 bankdage, forklarer han.
- Det er ikke i orden
Den manglende udbetaling har konsekvenser for René Jensen, der til dagligt arbejder automekaniker.
- Det betyder meget, for vi har jo købt noget andet for de penge. Det var derfor, vi solgte dem, så de kunne dække ind. Så det betyder meget i hverdagen, at man ikke har fået de penge, understreger han.
René Jensen bruger på nuværende tidspunkt meget tid på at spekulere i, hvornår - og om - han får sine penge. Derfor tjekker han gerne sin bankkonto op til flere gange om dagen.
- Det er ikke i orden, og jeg mener ikke, det kan være lovligt. Vi andre skal betale indenfor tre dage, ellers kommer der gebyr, så jeg mener, at de må skulle betale renter fra dagene efter den dato, der er sat på, at vi skal have vores penge. Det er ikke mere end rimeligt, fastslår han.
Tror ikke på det
Selvom det ikke bør være et spørgsmål om, hvorvidt René Jensen får sine penge tilbage, så er det alligevel dét, som han går og frygter bliver en realitet.
- Jeg håber da, at de dukker op, men mine forhåbninger er meget små, og jeg forventer ikke, at vi får vores penge. Ikke når det er så stort et beløb, vi snakker om, ærgrer han sig.
René Jensen er også langt fra den eneste, der har oplevet ikke at få sine penge fra Lauritz.com. TV2 har tidligere fortalt om flere personer, der står eller har stået i samme situation.
De mange episoder har derfor resulteret i at Forbrugerrådet Tænk onsdag har meldt ud, at man nu fraråder folk at bruge hjemmesiden.
- Den sidste udvikling her er så kritisabel, at vi hos Forbrugerrådet Tænk er nødt til at fraråde forbrugerne at bruge Lauritz.com, siger Mads Reinholdt, der er direktør, til TV2.