Rådmand vil have borgernes forslag på dagsordenen: - Der er andre end os, der har ideer
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Flere kommuner har allerede etableret ordninger med borgerforslag.
- Borgere har også gode ideer og temaer, og de skal da høres.
Sådan lyder det fra rådmand Jes Lunde, (RV), der har et nyt forslag med på dagsordenen for byrådsmødet i Aalborg Kommune mandag eftermiddag.
Han mener, at det skal være muligt som borger at kunne stille borgerforslag i Aalborg Kommune. Og hvis de har tilstrækkelig med stemmer bag sig, skal de også kunne komme til behandling i byrådet.
- Det er vigtigt, at vi hele tiden udvikler demokratiet, også i Aalborg Kommune, siger han.
Men det skal ikke være alt for nemt, at komme med et forslag. Der skal blandt andet stå en hovedforslagsstiller og mindst tre medforslagsstillere bag.
Derudover skal forslaget også have modtaget støtte fra 1.000 personer, der bor i Aalborg Kommune, indenfor et halvt år.
- Det sikrer, at der ikke kommer alle mulige ting ind, der er helt hen i vejret, siger han.
Ikke de første
Støtten skal ske anonymt med verifikation gennem MitID. Jes Lunde foreslår, at et juridisk kontor skal screene alle forslag, der sendes ind.
- Vi kommer ikke til at behandle personsager eller udenrigspolitiske ting i byrådet. Det skal være noget seriøst, vi kan diskutere, siger han.
Hvis ideen om borgerforslag vedtages mandag eftermiddag, er Aalborg Kommune langt fra den første, der giver borgerne mulighed for at komme med inputs.
Flere kommuner har etableret ordninger med borgerforslag. Blandt andet Frederikshavn Kommune.
Men også på landsplan har det været en mulighed længe. I Folketinget har borgere siden 2018 kunnet stille forslag med et krav om 50.000 støtter, for at få det til behandling.
51 borgerforslag er kommet igennem til debat i Folketinget. Ni af dem er blevet vedtaget.
- Det har jo vist sig, at det har fungeret rigtig godt, så vi bør da også tage den ide til os, siger Jes Lunde.
Forslaget debatteres i byrådet i Aalborg Kommune mandag klokken 16.