Psykiatrien under massivt pres: Nu bliver kæmpe byggeri sat i værk
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Første spadestik til anden etape af nye psykiatribygninger i Aalborg Øst.
Masser af flotte nye bygninger på vej, men ventelister og mangel på hænder vokser.
I dag tog Region Nordjylland det første spadestik til de nye psykiatribygninger for over en halv milliard. Samtidig mangler psykiatrien personale, ventelisterne vokser, og antallet af børn og unge med behov for psykiatrisk hjælp er rekord højt.
- Vi har både brug for gode fysiske rammer, og så har vi brug for gode mennesker. Mennesker og kompetencer i psykiatrien det er jo trods alt en af vores vigtigste ressourcer, siger psykiatridirektør Anette Sloth.
Rekordmange med behov for hjælp
TV2 Nord har kigget nærmere på psykiatrien her i starten af det nye år.
Lige nu er psykiatrien i Region Nordjylland presset som aldrig før ifølge regionens egne tal. Siden efteråret 2020 er antallet af behandlingskrævende børn og unge i psykiatrien steget med 33 procent. De seneste tre måneder har antallet af psykiatri henviste børn og unge ramt det højeste niveau nogensinde.
- Nordjylland har længst ventetid i forhold til udredning på børn- og ungdomspsykiatrien. Til gengæld har vi nogle lave ventetider på behandling, og i voksenpsykiatrien er vi faktisk rigtig godt med, så det er ikke over hele linjen, at vi er udfordret. Det synes jeg faktisk er vigtigt at have med i det her billede, påpeger Annette Sloth.
Psykiatridirektøren fortæller, at de lige nu oplever succes med rekruttering af arbejdskraft til arbejdet med børn og unge. Ti ledige stillinger er blevet besat, og snart håber ledelsen på yderligere 12.
- Vi er på den måde fortrøstningsfulde i forhold til selve rekrutteringsindsatsen. Det, synes vi faktisk, går positivt, siger Anette Sloth.
Håb for fremtiden. Nutiden er dyster
Regionsrådsformand Mads Duedahl tog det første spadestik til anden etape i psykiatribyggeriet ved det kommende universitetshospital i Aalborg Øst. Næsten 20.000 kvadratmeter til godt en halv milliard kroner.
- Det er vigtigt, vi får nogle nye rammer, for det giver meget bedre tilbud til de syge mennesker, som vi skal hjælpe på rette vej tilbage til livet. Jeg synes faktisk, de fortjener det, men det er klart, det hjælper jo ikke på manglen på psykiatere. Det skal vi arbejde med ved siden af, fortæller Mads Duedahl til TV2 Nord.
Landsforeningen SIND glæder sig også over nye rammer til fremtiden. Nutiden ser ifølge foreningen anderledes dyster ud.
- Jeg synes, det ser meget skidt ud. Det kunne gøres meget bedre, men jeg ved også godt, der mangler hænder, og det er et problem. Det har det jo været i mange år, fordi der ikke er blevet uddannet nok psykiatere, siger formanden for SIND i Aalborg Bente Fjordside.
Ventetiden på eksempelvis praktiserende speciallæger i psykiatrien er 96 uger i Region Nordjylland ifølge tal fra danske regioner.
- Min frygt er, at hvis ikke snart der sker noget, og psykiatrien bliver bedre, så kan det, der skete i Fields, lige så vel ske i Aalborg, som det kan ske hvor som helst, forklarer Bente Fjordside.
Regionsrådsformand Mads Duedahl erkender, at psykiatrien er udfordret.
- Overordnet set er psykiatrien under pres over alt i Danmark. Der er desværre flere og flere mennesker, der får en psykisk diagnose, og ventetiderne er alt for lange. Der er pres på, det skal vi være ærlige om, pointerer Mads Duedahl.
Ved dagens første spadestik, der lovede projektets entreprenør A. Enggard, at de nye bygningerne blev leveret til tiden i 2025, og at de holdt budgettet.
Se indslaget her: