Familie og venner i knibe: Kammerater vil hjælpe tyrkiske jordskælvsofre
Der er brug for hjælp i det jordskælvsramte område, og nu vil to kammerater indsamle økonomisk støtte.
Hüseyin Afsin har store dele af sin familie i Kahta, der ligger nær storbyen Adiyaman i Tyrkiet. Hans storebror, søstre, nevøer og kusiner befinder sig i området, hvor to store jordskælv ødelagde flere byer natten til mandag.
Gökmen Yigen har også venner og bekendte i området. De kommer begge fra Tyrkiet, men har boet i Danmark i flere årtier. Derfor er de langt væk fra uhyrlighederne, hvor mere end 11.000 mennesker indtil nu har mistet livet.
- Jeg er magtesløs. Jeg står op om morgenen, og det første, jeg gør, er at tjekke nyhederne. Jeg ringer til min familie for at høre, hvordan de har det og prøver at give dem lidt moral, siger Hüseyin Afsin.
Indsamling på trapperne
Hüseyin Afsins bror og hans familie flygtede ud af deres lejlighed på fjerde sal, da jordskælvet ramte omkring klokken 04.00 mandag morgen.
Lejligheden er ubeboelig, og nu bor de på gaden og i deres bil. Om aftenen kan de tage ind på den nærmeste politistation, hvor de kan oplade telefoner, så de kan give lyd hjem til Hüseyin.
- Jeg ringer til dem fire-fem gange om dagen, men det er ikke altid, jeg kan få fat i dem, siger han.
Gökmen Yigen har også kontakt med sine venner og bekendte i det kaosramte Adiyaman. Men selvom Gökmen og Hüseyin er mange tusinde kilometer væk, så skal det ikke stoppe dem fra at hjælpe.
- Vi prøver på at stable en indsamling på benene. Jeg har søgt for at få godkendelse til en støttekampagne, og jeg har ringet til banken for at åbne en konto til det.
- Når det er gået i orden, melder vi noget ud, og så er der forhåbentlig mange, der vil støtte dem nede i Tyrkiet, siger Gökmen Yigen.
På grund af de høje minusgrader har ofrene behov for hjælp så hurtigt som muligt ifølge Gökmen Yigen.
- Vi håber, at vi kan få en godkendelse i dag eller i morgen og så samle lidt sammen og sende det første afsted i næste uge.
Indtil nu har makkerparret lavet en facebookside - "AKUT Indsamling - Støt jordskælvsofrene". På siden vil der komme mere info om, hvordan man kan bidrage til indsamlingen.