Tidligere Superliga-bomber kunne ikke bruges: Nu skifter han til nordjysk konkurrent
Foto: Dannie Rosenkrantz
Ronnie Schwartz er ny mand i Hobro. Den rutinerede angriber har underskrevet en aftale, der gælder frem til sommer.
Den 33-årige angriber, Ronnie Schwartz, har i godt en uges tid trænet med i Hobro IK, hvor han har vist sig rigtig godt frem, hvilket nu er resulteret i en kontrakt.
Kort før transfervinduet lukkede fik angriberen ophævet sin kontrakt med ligarivalerne fra Vendsyssel FF, så han var fri til at skrive med en anden klub, hvor valget altså er faldet på Hobro IK.
Blot et enkelt år i Vendsyssel
I en kortfattet meddelelse oplyste fodboldklubben Vendsyssel i januar, at de ophævede aftalen med Ronnie Schwartz.
20 kampe og tre mål nåede den tidligere bomber at præstere i Vendsyssel, siden han kom til klubben forud for forårssæsonen 2022.
Den 33-årige angriber blev hentet gratis i Charlton, hvor målene heller ikke væltede ind.
I Vendsyssel har han i store dele af denne sæson kæmpet med spilletiden.
I den bedste danske række har han repræsenteret AaB, Randers FC, Brøndby, Esbjerg, Silkeborg og FC Midtjylland, hvor han sluttede som dansk mester og Superliga-topscorer.