Kaptajnen trak stikket: Er nu tilbage med ny energi
Foto: Jesper Christiansen
Det var et forsømt efterår for AaB's anfører Lucas Andersen. Spillemæssigt skuffede både han og AaB. Nu er den offensive profil tilbage med fornyet energi og tro på både egne og holdets evner.
Vinterpausen har gjort AaB's anfører godt. Han trak stikket fra fodbold i fire uger og rejste med familien til Asien for at tanke ny energi.
- Jeg føler, at jeg er kommet tilbage som en anden spiller og mere som mig efter ferien. Jeg føler, at jeg har et andet overskud, og min kvalitet er langt bedre, siger Lucas Andersen.
Hverken AaB eller Lucas Andersen nåede spillemæssigt topniveau i efteråret. Kaptajnen spillede under 2/3 af minutterne i efterårets 17 kampe med kun to målgivende afleveringer og ingen mål. Han fik spilletid i 16 af AaB's 17 kampe i superligaen i efteråret.
- Jeg kæmpede mig gennem efteråret både med det mentale, hvor jeg var presset, og spillemæssigt var jeg presset. Min krop var presset i forhold til mit knæ og nogle andre ting, siger han
Ahlmann: - Jeg har accepteret ikke at starte inde
Mens Lucas Andersen vurderet ud fra træningerne på Oliva Sports Center i det sydlige Spanien ligner en af Erik Hamréns 11 mand til startopstillingen, så ser det noget vanskeligere ud for en anden af AaB's egne spillere, Jakob Ahlmann.
- Jeg har i højere grad accepteret en rolle, som nødvendigvis gør, at jeg ikke skal starte inde hver weekend. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at vise mig frem, siger Jakob Ahlmann.
Han var engang en sikker mand i startopstillingen, men lige nu ser det ud til at både Andreas Poulsen og Daniel Granli er foran Ahlmann i kampen om at være den foretrukne venstre back hos AaB.
- Vi har et halvt år, som er så vigtigt for os alle sammen, at det ikke er det personlige, som kommer i første række lige nu. Jeg ved hvor meget, det betyder, at dem udenfor også bakker op om dem, som spiller, siger Jakob Ahlmann.
Anføreren klar til at levere igen
På træningsbanen i OIiva er AaB og Lucas Andersen i gang med de sidste forberedelser til forårspremieren om ni dage mod AGF. Og AaB får brug for Lucas Andersen i topform, hvis den nuværende placering under nedrykningsstregen skal ændres.
Derfor er der pres på både holdet og anføreren.
- Jeg ved godt hvorfor, at der er pres. Det er fordi, jeg har præsteret tidligere. Det er fordi, jeg har leveret tidligere, og alle vil gerne have, at man kommer tilbage på det niveau og er med til at løfte det hele. Det er der, jeg selv føler, jeg er på vej hen, siger Lucas Andersen.
AaB vender i morgen hjem til Aalborg efter 12 dages træningslejr i Spanien, og på lørdag spiller de den sidste træningskamp inden sæsonpremieren. Her møder de på Portland Park Vendsyssel.