Presset sygehus får nordjyske politikere til at råbe regeringen op: - Det er bekymrende
De to nordjyske folketingspolitikere frygter for de kommende uger, når situationen allerede er så alvorlig, som den er nu.
Aalborg Universitetshospital var tirsdag nødsaget til at aflyse flere operationer, fordi sygehuset er presset af indlagte influenza- og coronapatienter og af personalemangel.
- Vi har gennem en længere periode modtaget rigtig mange akutte patienter, hvilket har presset vores senge-kapacitet. Mandag og tirsdag har vi haft ekstraordinært travlt, og derfor så vi ind i at måtte aflyse planlagte operationer og behandlinger, fortalte Jens Ole Skov, hospitalsdirektør for Aalborg Universitetshospital tirsdag til TV2 Nord.
Regeringen skal i gang
Tirsdagens udmelding fra Aalborg Universitetshospital har efterfølgende fået de nordjyske folketingsmedlemmer Per Larsen (K) og Peder Hvelplund (EL) til at råbe regeringen op.
- Det er bestemt ikke hensigtsmæssigt, at vi befinder os i en situation, hvor systemet bryder ned, da vi skal sørge for at have et robust sundhedsvæsen, og der håber jeg også, at regeringen er villig til at finansiere noget ekstra merarbejde, indtil vi kommer ventelisterne til livs, pointerer Per Larsen.
- Der er en lang række forebyggende tiltag, som, vi ved, har effekt. For eksempel bedre hygiejne, god udluftning og ventilation samt flere ansatte, så man kan arbejde i mindre teams. Derfor er vores opfordring til regeringen, at man skal afsætte midler til lokalt baserede tiltag de steder, hvor smitten er høj, understreger Peder Hvelplund og fortsætter:
- Så kan man netop få taget toppen af den stigning, vi oplever nu, hvor der både er høj dødelighed og belastning af sundhedsvæsenet.
Yderst bekymrende
Et par timer efter Aalborg Universitetshospital sendte sin dramatiske besked ud, kom der en kontramelding fra hospitalsledelsen. Pludselig var det ikke længere 300 operationer, der skulle aflyses tirsdag. Det var mindre end 20.
- Det er selvfølgelig ulykkeligt, at man kommer i en situation, hvor man er nødt til at aflyse planlagte ting - det skulle man jo gerne undgå. Men vi er altså i en situation, hvor vi har mange luftvejsinfektioner, og det burde man jo også ruste sundhedssystemet til at kunne håndtere, pointerer Per Larsen, mens kollega Peder Hvelplund ser mere alvorligt på situationen.
- Det er særdeles alvorligt og et udtryk for, at vi har et sundhedsvæsen, der er belastet til det yderste. Det er bekymrende, at en belastning i forbindelse med de her luftvejsinfektioner er tilstrækkeligt til, at man er nødt til at aflyse operationer, mens akutafdelingen også er presset, konstaterer Peder Hvelplund.
Det peger på, at den tidligere regering har forsømt muligheden
Per Larsen
Grunden til, at de to folketingspolitikere mener, at der skal sættes ind med det samme, er, at situationen i Aalborg er bekymrende - og langt fra ovre endnu, selvom situationen på Aalborg Universitetshospital tirsdag viste sig at være langt mindre dramatisk end først antaget.
- Det peger på, at den tidligere regering har forsømt muligheden for at lave en ordentlig sundhedsreform, hvor man fik knyttet hospitaler, de praktiserende læger, de praktiserende speciallæger og kommunerne noget bedre sammen, så man fik noget mere synergi. På den måde kunne kommunerne have løftet en større opgave, eksempelvis i forhold til at folk ikke bliver indlagt så meget, konstaterer Per Larsen.
- Den udvikling, vi ser nu, kommer til at udvikle sig over de næste uger, derfor er det bekymrende, at man allerede nu oplever, at kapaciteten er så presset, at man må aflyse operationer, fastslår Peder Hvelplund.