10 skole- og dagtilbud truet af lukning: - Det kan være, det bliver nødvendigt
I yderste konsekvens kan det føre til lukninger af skoler og børnehaver, der er på nordjysk kommunes liste.
10 skole- og dagtilbud i Vesthimmerlands Kommune sættes under lup det næste halve år.
Det betyder blandt andet, at der skal udformes en analyse for hver af tilbuddene med udgangspunkt i, at der skal skabes bæredygtige skole- og dagtilbud, der vil holde de næste fem til ti år.
Kommunen skriver selv på deres hjemmeside, at analyserne kan føre til nedlukninger.
Men den melding får ikke Ullits Skole og LBO til at gå i panik, selvom de er én af de skoler, der står på kommunens liste.
- Vi tager det helt stille og roligt indtil videre, siger formand for skolebestyrelsen i Ullits Skole, Martin Rieks-Pedersen.
"Kan skabe uro"
Tirsdag aften vedtog Børne- og Familieudvalget på deres udvalgsmøde at gennemføre analyserne på de 10 skole- og dagtilbud. Men det blev allerede besluttet tilbage under budgetforhandlingerne i 2022, at der skulle ses på strukturen indenfor skole- og dagtilbudsområdet.
- Vi besluttede at se på, om noget kan laves anderledes, og om noget kan udnyttes bedre, siger Inger Nielsen, der er formand for Børne- og Familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune.
Det går analyserne ud på
Her er alle informationer om et bæredygtigt skole- eller dagtilbud i Vesthimmerlands Kommune fra kommunens hjemmeside, som analyserne vil tage udgangspunkt i.
At de mindst har 80 elever fra 0.-6.klasse og mindst 45 elever fra 7.-9.klasse.
Vurdering af fremtidig placering af specialundervisningstilbud, der er direkte påvirket af lukninger.
Geografisk nærhed.
Institutionernes muligheder for at sikre driften af et dagtilbud af høj kvalitet indenfor budgetrammen. Blandt andet om mulighederne for at opretholde en faglig forsvarlig vagtplan med tilstrækkeligt personale.
At institutionernes budget er tilstrækkeligt robust til at håndtere løbende udsving i antal børn og vikarer.
Antal af dagtilbud, der ligger i nærheden af hinanden.
Bygningernes tilstand med fokus på fremtidige investeringer og vedligeholdelsesbehov.
Analyserne forventes at være gennemført inden sommerferien, så der hurtigst muligt kan komme vished om skole- og dagtilbuddenes fremtid.
- Det er ikke ligefrem vores politik at lukke noget, men det kan være, det viser sig, at vi bliver nødt til det, siger Inger Nielsen, der er glad for, at sagerne ikke skal trækkes i langdrag.
- Det skal ikke vare et helt år, for det er ikke godt for nogle, at sådan en debat skal stå på i lang tid. Det vil skabe noget uro, og det ønsker vi ikke unødigt, siger Inger Nielsen.
Det er derfor Børne- og Familieudvalgets ønske at være så åben om processen, som mulig.
- Vi regner med, at der er taget de beslutninger, der skal omkring den 15. juni, siger Inger Nielsen.
Disse skoler og børnehaver er på kommunens liste:
- Ranum Skole inklusiv LB0
- Vester Hornum inklusiv LBO
- Ullits Skole inklusiv LBO
- Gedsted Skole inklusiv LBO
- Vestrup Skole inklusiv LBO
- Mejsevej, Aars
- Troldehøj, Aars
- Satellitten, Aars
- Højgården, Farsø
- Sneglehuset, Løgstør
"Vi ser tiden an"
Hos skolebestyrelsen i Ullits Skole håber de på en dialog gennem processen.
- Vi håber, vi får mulighed for et godt samarbejde, men vi vil ikke male fanden på væggen endnu, før vi ved noget mere. Så vi ser tiden an, siger Martin Rieks-Pedersen, der bliver bakket op af skolens rektor, Bo Strand.
- Det er da ingen hemmelighed, at vi ikke ønsker, at skolen skal lukke - det ville være ærgerligt. Men nu afventer vi og ser tiden an, siger han.