Poppen på toppen: Søren og Frederik fik ideen til aftenens store koncert
En produktionsleder og en lystekniker syntes, at der skulle ske noget her i coronatiden. De fik fat i DJ Martin Jensen, og i aften giver han udendørs koncert i 35 meters højde.
DJ Martin Jensen, også kendt som X-factor dommer, giver i aften koncert et yderst spektakulært sted - nemlig på toppen af scenetårnet hos Aalborg Kongres & Kultur Center.
Og torsdag aften var forberedelserne i fuld gang til aftenens koncert.
De tonstunge scene-podier, hvorfra koncerten afvikles, var ved at være på plads i 35 meters højde. Og i 103 meters højde var kameraerne, der optager aftenens koncert, også ved at være gjort klar.
Der gik fire minutter, så ringede Martin op og siger: På scenetårnet? Er du seriøs?
Søren Kabbel Dalgaard, produktionsleder, Aalborg Kongres & Kultur Center
Og to, der glæder sig ekstra meget til aftenens store begivenhed, er lystekniker Frederik Østergaard og produktionsleder Søren Kabbel Dalgaard. De er begge til dagligt ansat hos Aalborg Kongres & Kultur Center, og det var dem, der fik ideen til koncerten med Martin Jensen.
- Vi sad en aften og savnede noget at lave. Der har jo været stille her det seneste års tid. Og vi set de andre arrangementer, Martin Jensen har lavet med hans koncept, og så tænkte vi, at det kunne være sjov at lave noget her hos os og bruge det smukke tårn, vi har her i AKKC højt over byen, og så tog ideen bare fart, siger Frederik Østergaard.
Der var opbakning til Frederik og Sørens højtflyvende ide, også fra aftenens kunstner, Martin Jensen.
For Søren Kabbel Dalgaard kender Martin Jensens lysmand, og så var der kontakt.
- Der gik fire minutter, så ringede Martin op og siger: På scenetårnet? Er du seriøs?, og efter tre dage havde vi alt på plads i forhold til det økonomiske, siger Søren Kabbel Dalgaard.
Aftenens begivenhed bliver en vild oplevelse med stort lysshow og fyrværkeri. Koncerten bliver optaget fra kameraer, der er spændt på en kran i 103 meters højde, og der bliver brugt helikopter og droner for at få de helt rigtige billeder fra koncerten.
Du kan opleve det hele hjemmefra sofaen, for koncerten sendes på TV2 Nord Salto fra klokken 20 til 21.30.
Koncerten fortsætter dog frem til midnat - så bor man i Aalborg, er der mulighed for måske at ane en del af lysshowet og høre en smule af musikken, hvis man bor i nærheden.