Parkeringsløsning ved sygehuse lovet klar til januar
Et nyt parkeringssystem ved Sygehus Syd og Sygehus Nord er blevet udskudt til nytår, men til januar står det klar - det har regionsrådsformanden fået lovning på.
Der har været trængsel på parkeringspladserne ved Sygehus Syd og Sygehus Nord i Aalborg
Et nyt parkeringssystem ved de to sygehuse skulle have været klar i sommer, men er blevet udskudt til nytår.
Det skulle dog også være den sidste udskydelse af parkeringssystemet, informerer regionsrådsformand Ulla Astman (S).
Kan vi vide os helt sikre på, at der kommer en løsning på problemet til januar?
- Det er det hospitalsledelsen har informeret om, og det er det, som jeg har tillid til, at det så også sker, så det nye system er implementeret til januar, siger regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S).
- Jeg har tiltro til, at når der bliver sagt, at det er implementeret til januar, så er den også implementeret og klar til ibrugtagning i januar måned, siger Ulla Astman (S).
Væsentligt flere pladser til patienter
Direktøren for økonomi og drift på Aalborg Universitetshospital beklager, at der endnu ikke er fundet en løsning på parkeringsproblemerne, og at patienter og pårørende har svært ved at finde et sted at stille bilen.
- Det har jeg det rigtig skidt med. Men det er jo derfor, at vi netop indfører det her system. Fordi med det her system, der bliver der væsentligst flere pladser til vores patienter. Vi får adskilt uvedkommende parkering, og vi får adskilt vores personaleparkering, sådan at de bliver henvist til nogle andre steder. Det handler om at give et godt tilbud til vores patienter, siger direktør hos økonomi og drift ved Aalborg Universitetshospital, Kim Mikkelsen.
Løsning klar til nytår
Formand for Region Nordjylland, Ulla Astman kalder parkeringsproblemerne ved Sygehus Syd for kaotiske og utilfredsstillende. Hun ser gerne en hurtig løsning, men har respekt for, at den rigtige løsning skal findes.
Jeg havde gerne set, at det havde været på plads noget før, men nu er det på vej.
- Ulla Astman, Regionsrådsformand, Region Nordjylland, Socialdemokratiet.
- Jeg synes også, at det havde været rart, hvis vi havde haft parkeringsløsningen på plads noget før. Det har så ikke kunne lade sig gøre blandt andet fordi, at der skal installeres cirka 200 tablets rundt omkring på sygehusene, for at man kan registrere sin bil der. Det tager sin tid. Jeg havde gerne set, at det havde været på plads noget før, men nu er det på vej, og det glæder jeg mig over, siger regionsrådsformand, Ulla Astman (S).
Har hospitalsledelsen været gode nok til at få sat skub i parkeringsløsningen, siden den nu er blevet udskudt?
- Der har været mange opgaver for sygehusledelsen også i forhold til, at man har haft en økonomisk udfordring, som man også har skulle håndtere samtidig. Og så har forhandlingerne med parkering selskabet, som jeg har forstået det, også trukket lidt ud. Nu har man fundet en løsning, der i øvrigt er omkostningsfri for regionen, og som vi har kunnet se andre steder virker. Så jeg er tilfreds med, at der nu kommer en løsning på den parkeringssituation, der har været, som forhåbentlig kan dæmme op for, at der er nogen, der måske tager en gratis parkeringsplads uden at være berettiget til det, siger Ulla Astman (S).
Etablering og monteringen af de cirka 200 tablets, der skal implementeres på de to sygehuse for registrere patienternes parkering, er under planlægning, og derfor tør Ulla Astman godt tro, at parkeringssystemet er klar til januar.