Op mod 17.000 aalborgensere kan have knogleskørhed
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Mange lider af knogleskørhed uden at vide det, og derfor satte Aalborg Kommune i dag fokus på knogleskørhed med en messe i Haraldslund Vand- og Kulturhus.
På messen kunne man blandt andet møde Aalborg Kommune og osteoporoseforeningen og få mere vide og knogleskørhed og forebyggelse. Det vurderes at 13-17.000 borgere i Aalborg Kommune ikke ved, at de lider af knogleskørhed, og det kan have store omkostninger både for den enkelte og for samfundsøkonomien. Ved at opdage knogleskørhed tidligere og forebygge bedre, kan Aalborg Kommune spare omkring 65 millioner kroner hvert år. Derfor er dagens messe bare startskuddet til en større kommunal indsats.
- Vi har lavet en aftale med regionen og med Almen Praksis (Forskningsenheden for Almen Praksis) om, at vi fra kommunens side går ind og scanner borgeren, når vi er i berøring med dem. På den måde vi i langt højere grad får fokus på, om de er i risikogruppen for at have knogleskørhed. Og hvis det er det, får vi sendt dem videre til lægeundersøgelser, så folk kan blive bevidste om, de har en udfordring, som de er nødt til at tage højde for, siger Mads Duedahl, rådmand, Sundheds og Kulturforvaltningen (Venstre).
Over en halvmillion danskere over 50 år kan have knogleskørhed uden man selv ved det. Blandt nordjyder er der hvert år cirka 800 hoftebrud og cirka 700 underarmsbrud og 200 meget smertefuld kompressionsbrud i ryggen - alt sammen indlæggelser, der kan tilskrives knogleskørhed.