Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nystartet virksomhed hitter med dansende robot

Se Yodaways robot danse her.

Den nystartede, nordjyske virksomhed Yodaway har succes med deres sociale robot, som kan danse, tale og vise reklamefilm.

Til tonerne af Michael Jacksons ”Billie Jean” danser robotten Sanbot fra side til side. Robotten er cirka en meter høj og har arme og hoved, der kan bevæge sig til musikken.

Det er Aalborg-virksomheden Yodaway, som ejer robotten. Yodaway er et tre-mandsfirma, der lejer sociale robotter ud til hoteller, skoler og firmaer, som for eksempel bruger robotten som blikfang på messer.

- Vi så et potentiale i de her sociale robotter, for dem er der ikke så mange der har. Den siger hej og velkommen, og den kan se, om du er en mand eller en kvinde, når du kommer ind af døren, siger Kian Floor Ulriksen, der er medstifter af Yodaway.

Robotten kan bruges til at lave spørgeundersøgelser, fordi den hurtigt kan afkode køn og alder på den person, der svarer. Derudover er den let at programmere, så mange skoler er også interesserede i at leje robotten.

Udover Kian Floor Ulriksen består firmaet også af Mads Birk Andersen og Steffen Vangsgaard, som også er medstiftere. Derudover har de netop ansat en fjerde mand til firmaet. De var alle bosat i Nordjylland, da de dannede virksomheden, og derfor var det naturligt at lægge kontoret i Aalborg.

- Vi har valgt at være i Aalborg, fordi vi har fået gode kontormuligheder ret centralt, og vi bor alle i nærheden, så det er et naturligt samlingspunkt for os. Derudover er mange af vores kunder også i Aalborg, så det er nemt for os at komme til dem, siger Kian Floor Ulriksen.

Flere robotter i Nordjylland

I de seneste år er der åbnet flere nye robotvirksomheder i Nordjylland. Yodaway startede op i september 2018 og er derfor en af de nyeste robotvirksomheder.

- Det er gået ret godt, det er i hvert fald gået over forventning. Derudover har vi også nye produkter på vej, så vi ser lyst på fremtiden, siger Kian Floor Ulriksen.

Nordjylland har de seneste år oplevet en vækst i robotmiljøet. I Danmark har robotvirksomhederne i mange år været kredset om Odense, som har robotklyngen Odense Robotics. Men Nordjylland har samme forudsætninger for at klare det godt på området:

- Vi kan præcis det samme som i Odense. Vi har den samme baggrund, og vi har et større universitet, og vi har en masse små virksomheder, præcis som i Odense. Jeg tror, at hvis Danmark som samfund skal overleve, så skal vi se det som et stort samfund. I stedet for at se det som Fyn og Nordjylland, så er det Danmark, og så har vi alle de her virksomheder, som kun kan overleve, hvos man forstår at samarbejde, siger Claus Falk, der er formand for erhvervsnetværket BrainsBusiness.

Samarbejde med andre robotvirksomheder

BrainsBusiness er i gang med at kortlægge antallet af robotvirksomheder i Nordjylland for at styrke samarbejdet blandt virksomhederne. I Yodaway nikker de genkendende til, at det er vigtigt at samarbejde med andre firmaer i området.

- De robotvirksomheder, vi har kontakt til sender jo kunder vores vej, hvis det er en social robot, altså en, der skal sige hej og velkommen eller tage imod en afstemning. På samme måde sender vi robotter, der kan hjælpe med velfærdsteknologi den anden vej, hvis nogle af vores kunder efterspørger det. For det er jo ikke det samme, selvom vi er i samme industri, siger Kian Floor Ulriksen.

Se indslag om Yodaway her. 

Pakkeshop svømmer over - lokker kunder med rabatkuponer

Foto: Mie Leonora Heiberg / TV2 Nord

Kiosker og lokale supermarkeder bønfalder folk om at hente deres pakker.

Det er et større spil Tetris for Super Brugsen i Øster Hornum at få plads til alle papkasserne, der strømmer ind på lageret oven på black friday.

- Vi har ikke plads til flere pakker, lyder det fra butiksansat Mia Hedemann.

De er én af de mange butikker, der lige nu tigger kunderne om at komme og hente deres pakker.

Butikkerne oplever nemlig, at folk 'samler til bunke' i stedet for at komme og hente deres pakker med det samme.

- Vi lægger et opslag op (på Facebook, red.) hver dag lige nu, siger Mia Hedemann.

I år oplever pakkeshopperne at have ekstra travlt - både fordi nethandlen er generelt er stigende, men også fordi 'black week' falder sent i november, og black friday lige har ramt en lønningsdag.

- Der er ekstra travlt for butikkerne, fordi de har en uge mindre at nå at levere pakkerne i inden jul, forklarer Jesper Lundberg, formand for Nærbutikkernes Landsforening.

Og pakkeræset ser ud til at fortsætte. Første mandag i december er nemlig skudt i gang som 'cyber monday', hvor tilbuddene fortsætter.

Lover vouchers

Et andet sted i landsdelen har man valgt at gå kontra på pakkeræset. I SuperBrugsen i Pandrup er der en kupon med 15 procent rabat på varer i butikken til de kunder, der henter deres pakke i et bestemt tidsrum i den travleste pakketid.

Mandag er sidste dag med belønningen.

- Det giver et bette boost i at folk får deres pakker hentet, siger souchef Michael Jensen og fortsætter:

- Vi har meget plads til pakker, men hvis vi får 2-300 ind om dagen, og folk kun afhenter 50 pakker om dagen, så hober det sig op.

Derfor 'nudger' de med rabatkuponerne folk til at hente deres pakker, så snart de er leveret.

- Det har vi haft stor succes med. Det er et stort pakkeræs, siger Michael Jensen.

Og pakkeræset ser ud til at fortsætte frem til jul.

Hjælp den lokale pakkeshop

Her er de råd, butikkerne giver til kunderne, så de kan hjælpe med at lette ekspeditionen.

1. Hent pakkerne hurtigst muligt

2. Oplys hvem pakken er kommet me.

3. Hav de sidste fire tal i pakkenummeret eller afhentningskoden klar.

4. Har du ikke modtaget et pakkenummer, så er der heller ingen pakke til dig. Kontakt evt. afsender, hvis du er i tvivl.

Vigtig indtægtskilde

Selvom det kræver meget af de lokale købmænd at håndtere de mange pakker, så er det klart en gevinst for dem.

- Det betyder alverden, siger Jesper Lundberg fra Nærbutikkernes Landsforening og fortsætter:

- Vi nærmer os, at det er 50 procent af butikkerne, der ikke ville overleve, hvis de ikke havde pakkerne. Det er en gave til vores branche, fordi det fastholder kundestrømmen og giver ekstra indtjening.

Formanden vurderer også, at 2024 bliver et særlig vildt år.

- Det ser ud til, at vi får vækst i antallet af pakker igen i år. Det har vi haft hele året, så det ser kun ud til at gå én vej, og det er opad, slutter Jesper Lundberg.


Efter langt tilløb: Vartegn bygges om for 350 millioner

Foto: Anders Ekström / TV2 Nord

'Spritten' skal blive en unik attraktion i Aalborg, hvor man kan finde toneangivende samtidskunst, lyder det blandt andet.

Aalborg Akvavit.

Skiltet på toppen af 'Spritten' i Aalborg har så længe de fleste kan huske været et vartegn for Aalborg. Men de seneste år har der været planer om at trække en af Nordjyllands kronjuveler ind i fremtiden, og nu sker det.

- Det har været en lang proces, men nu begynder vi at kunne skimte, hvordan både kunsthallen og kunstværket kommer til at se ud. Vi får mulighed for at skabe helt nye fortællinger om Aalborg, siger rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, Jes Lunde (RV).

Pressefoto: Kunsthal Spritten

Kunsthal Spritten bliver navnet, og etableringen sker sammen med Cloud City, som er et kunstværk skabt af den verdensberømte, argentinske kunstner Tomás Saraceno.

- Vi oplever sjældent et kunstværk i den skala i Norden, så vi glæder os over at få realiseret kunstværket, som både borgere og besøgende kan få stor glæde af, lyder det fra John Amund Tønnes, direktør i Det Obelske Familiefond, der er hovedbidragsyder til finansieringen af værket.

Pressefoto: Kunsthal Spritten
Pressefoto: Kunsthal Spritten

Et projekt til millioner

Det er et samlet areal på omkring 3200 kvadratmeter og yderligere 1000 kvadratmeter i en tilbygning, der får en kærlig makeover, og projektet ventes at stå færdigt om to år.

- Målet er at fremme samtidskunstens værdi for den enkelte, for fællesskabet og for samfundet. Vi er virkelig stolte over at stå i spidsen for så ambitiøst projekt, lyder det fra Kunsthal Sprittens ledelse, Bibi Henriksen Saugman og Signe Cecilie Jochumsen.

Pressefoto: Kunsthal Spritten

Der er afsat 350 millioner kroner til at nå i mål med det komplekse anlægsprojekt.


Julegaveræset er i gang: Brian bruger 10.000 på julen

Foto: Privatfoto/Anne Bille

Betalingskort, kontanter og mobilepay. Der er gang i den nordjyske julehandel.

Black Friday er ovre, og kalenderen viser december.

Mange har formentlig været til julefrokoster allerede, og på dem kan nordjyderne lide at bruge flere penge end resten af landet.

Nordjyderne er nemlig dem, som vil bruge fleste penge på mad og arrangementer i julen. Det viser tal fra Nordea.

Beløbet er på 2155 kroner, hvor landsgennemsnittet er på 2006 kroner. Når det kommer til det dyreste ved julen, gaverne, skiller nordjyderne sig dog ikke nævneværdigt ud fra resten af landet. Her bruger nordjyderne 3.780 kroner i snit.

Flere nordjyder har over weekenden været forbi Metropol i Hjørring for at sætte gang i julehandlen:

Brian Holmberg regner med at bruge 10.000 kroner.

- Indtil nu har jeg brugt 3.500 kroner, henover julen bliver det nok 10.000 kroner, inden man er færdig med at købe julegaver og mad, siger Brian Holmberg og fortsætter.

- Jeg vil gøre nogle mennesker glade og sprede glæde. Jeg har en større glæde ved at give gaver end at modtage dem, forklarer Brian Holmberg.

Susanne Clausen forkæler børn og børnebørn.

- Åh gud, vi har brugt mange i år. Vi har givet lidt mere til børn og børnebørn, så vi rutter os lidt, lyder det fra Susanne Clausen, der er ude at juleshoppe med sin mor.

Ligesom mere end fire ud af fem nordjyder har hun ikke en maxgrænse for julebudgettet.

Du kan også læse gode tips og råd til at spare på julen herunder:


Nordjysk samarbejde skal øge sikkerheden i nattelivet

Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Safe House i Jomfru Ane Gade forsøger den digitale garderobebillet DROPE, der både øger sikkerheden og sikrer, at gæsterne får deres jakker med hjem.

Hvis du nogensinde har været en tur i byen, har du højst sandsynligt mødt den lille lap papir, der enten giver adgang til din jakke eller efterlader dig kold og uden overtøj på vej hjem fra nattelivet – garderobebilletten.

Og som vi alle ved, kan den hurtigt forsvinde, når natten bliver sen, og promillen stiger.

Derfor har Safe House i Jomfru Ane Gade forsøgt at bruge den digitale garderobebillet Drope. For de bruger mange ressourcer på garderoben.

- Nu har de telefonen, og der er det hele på. Skulle telefonen løbe tør for strøm, har vi opladerstik, så kan de få 2 minutters strøm. Så virker den, og de kan få jakken, fortæller medstifter af Safe House, Martin Bossen.

Den øget tryghed var en klar grund til at Safe Houses garderobe skulle forsøge sig med DROPE, fortæller Martin Bossen. Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Appen Drope er udviklet af 21-årige Nikoline Germer Kristensen og Frida Dorthea Livoni, og der var et klart mål med samarbejdet.

- Vi ønskede, at folk kendte til os og fik oplevelsen af, at det var sikkert og trygt at indlevere sine ting ved Safe House, og at man fik sine ting med hjem igen, fortæller salg- og marketingschef i DROPE, Frida Dorthea Livoni.

Et samarbejde med værdi

Safe House er en kunde, de to aalborgensiske iværksættere længe har haft i kikkerten til et samarbejde - af en helt særlig grund.

- De har de grundlæggende værdier omkring sikkerhed og tryghed, og at vi hjælper hinanden. Det er værdier, vi også meget gerne vil stå inde for og være med til at skabe i Jomfru Ane Gade, forklarer direktør i DROPE Nikoline Germer Kristensen.

Som med al ny teknologi har der været nogle startvanskeligheder. Og så kan det også være en udfordring, når ens nye brugere har en højere promille.

- Der er altid nogle opstartsproblemer, men helt generelt fungerer systemet. Så er det bare, at vi skal folket med til at opdage, at vi er her nu, lyder det fra Frida Dorthea Livoni.

Hun opfordrer til, at folk downloader appen, inden man fester igennem.

Virksomheden DROPE

  • DROPE er en digital garderobebillet.

  • DROPE fungerer gennem en app. Kunden opretter en bruger, checker ind på en chip på bøjlen i garderoben og indleverer jakken. Kunden tjekker ud gennem appen, når kunden har sin jakke igen.

Øget sikkerhed og tryghed i fremtiden

DROPE har stor tro både på deres virksomhed og samarbejdet med Safe House.

- En digital billet er bare meget sikrere og mere valid end en fysisk papirbillet er, og derfor håber vi i fremtiden, at folk vil søge mod Safe House og få den her sikre og trygge oplevelse, afslutter Nikoline Germer Kristensen.

Safe House overvejer at udvide med flere garderober, og her vil DROPE uden tvivl følge med lyder det fra medstifteren.

- Det giver den ekstra tryghed for gæsterne, og det er det, der betyder noget, fortæller Martin Bossen.


Det kan måles i vandet, når svømmehalsgæster ikke er grundige nok med sæben, og det har fået svømmehal Gigantium til at sætte ekstra fokus på hygiejnen.

Det har konsekvenser, hvis man ikke vasker sig ordentligt, inden man hopper i et svømmebassin.

Desværre er det ikke alle, der husker de gængse vaskeråd og får skrubbet kroppen og vasket håret, inden de hopper i badetøjet.

- Der er nogen, som tænker, at det er fint at bruse sig med badetøj på, inden man går ind i hallen. Men jeg tænker heller ikke, at man bader med badedragt eller badebukser derhjemme, så det skal man heller ikke her, siger Johnny Roed, ejendomsservicetekniker i Gigantium.

Udover de påklædte bade observerer han også i sin daglige gang i svømmehallen, at nogle gæster er lige hurtige nok med at få vasket alle de afgørende steder.

- Det går stærkt for nogen. Og det er altså uhensigtsmæssigt, for det gør vandet i bassinerne mere beskidt, end det havde behøvet at være, siger Johnny Roed

Undgå røde øjne

I svømmehallen i Gigantium måler de kontinueligt på mængden af blandt andet klor i vandet, så der hele tiden bliver tilsat de nødvendige mængder til bassinerne. Hver morgen kan Johnny Roed i en manuel måling se, hvor meget af det såkaldte bundne klor, der er i vandet.

- Bundet klor fortæller os, hvor beskidt vandet er, og der er altså en god sandsynlighed for, at det er hygiejnen hos gæsterne, der kan få det tal til at stige, siger Johnny Roed.

Derfor vil han gerne opfordre alle til at holde en god hygiejne i svømmehallen.

- Vi vil gerne holde klorniveauet på et minimum. Jo mere klor, jo større er risikoen for røde øjne og udslæt, siger han og understreger, at maskinerne ikke bare pumper uanede mængder af klor i bassinerne, selv hvis vandet skulle blive ret beskidt.

- Der er nogle parametre, som maskinerne opererer indenfor. Så man skal ikke være bange for uendelige mængder klor. Men det er klart, at behovet for klor stiger, når vandet bliver mere beskidt, ligesom det kræver mere af vores tid og ressourcer at holde svømmebassinerne rene, hvis mængden af klor i vandet ligger i den høje ende, forklarer Johnny Roed.