Nye vækstplaner: Aalborg Kommune vil skabe 20.000 jobs inden 2030
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Med vækstplanen "Aalborg bygger bro" vil Aalborg Byråd booste erhvervet i kommunen.
Lokalpolitikerne i Aalborg Byråd har netop lagt en ny plan for den fremtidige udvikling af erhvervet i kommunen. Det meddeler Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Den nye erhvervsstrategi har fået overskriften "Aalborg bygger bro", og den skal forsøge at udvikle på både antallet af virksomheder og arbejderpladser i kommunen.
- Det kan godt være, at vi ikke kan blive ved med at sætte den ene jobrekord efter den anden, men vi sætter barren højt, fordi vi tror på, at Aalborg har et solidt fundament for vækst, fortæller borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S).
Den nye strategi løber frem til 2030. Her er det planen, at man i Aalborg Kommune skal have skabt 20.000 nye jobs, og antallet af virksomheder skal stige fra de nuværende 9.000 til 12.000.
- 20.000 flere jobs på 11 år er et ambitiøst mål, når man tænker på, at der de seneste fire år i højkonjunkturer er skabt 7.000 nye jobs, og vi i dag har en beskæftigelse på over 108.000, fortæller Thomas Kastrup-Larsen.
Udviklingen skal komme fra flere brancher
I den nye strategi bliver der kigger bredt på brancherne i Aalborg Kommune. Planen favner derfor både tiltag indenfor turisme, det maritime og udvikling af nye teknologier. Samtidig skal planen både hjælpe med at udvikle de eksisterende virksomheder i Aalborg Kommunen, men også tiltrække nye.
- Der er en global trend i forhold til iværksætteri, det at skabe sit eget og være sin egen chef. Den har også ramt Aalborg. Vi vil i de kommende år understøtte iværksætteri yderligere i Aalborg med fokus på økosystemer, communities og branding, fortæller Tonny Thorup, der er erhvervschef i Aalborg Kommune.
I erhvervsstrategien bliver der kigget bredt på brancherne i Aalborg Kommune. Strategien favner både turisme, detail og industri.
- En attraktiv by med et bredt udbud af butikker, spisesteder, attraktioner og events er vigtige for, at vi også i fremtiden kan tiltrække turister, medarbejdere og studerende, fortæller Tonny Thorup.
- Aalborgensiske virksomheder står allerede stærkt, når det kommer til bæredygtighed, og Aalborg Universitet er verdensførende inden for forskning i grøn energi. Et fortsat fokus på bæredygtighed og ikke mindst bæredygtig industri vil uden tvivl generere en lang række forretningsmuligheder for vores erhvervsliv - både nationalt og internationalt, fortæller Peter Rindebæk, der er formand for Dansk Industri Aalborg og en del af formandskabet i Aalborg Erhvervsråd.
Det er Aalborg Erhvervsråd, der har skabt den nye strategi. I Aalborg Erhvervsråd sidder repræsentanter fra erhvervslivet i kraft af Erhverv Norddanmark, DI, Dansk Erhverv, Dansk Byggeri og Aalborg Haandværkerforening samt repræsentanter fra arbejdstagerorganisationer, uddannelsesinstitutioner og Aalborg Byråd.