Ny modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning
Efter en meget tæt afstemning står det klart, at Foreningen Grønlandske Børn modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning dette forår.
Det bliver Foreningen Grønlandske Børn, der dette forår modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning.
Det er AaB der giver en krone for hver fremmødt tilskuer til klubbens Alka Superligahjemmekampe på hjemmebane i foråret, samt Spar Nord Fonden der ligeledes doner en krone for hver tilskuer, der dukker op.
Pengene bliver halvårligt doneret ubeskåret til et godt formål i Region Nordjylland – denne gang er det Foreningen Grønlandske Børn, der får glæde af pengene.
- Vi håber, at vi med hjælpen fra Hele Nordjyllands Håndsrækning, kan sende nogle af de grønlandske børn på sommercamp på Grønland, ligesom vi også har en plan om at sende nogle af de større børn, vi arbejder med i Aalborg på en tur i efterårsferien, siger den glade Jeppe Bülow Sørensen, der er teamleder for Foreningen Grønlandske Børn i Aalborg
Foreningen Grønlandske Børn
Foreningen Grønlandske Børn er en politisk uafhængig NGO, der arbejder for at sikre, at alle grønlandske børn og unge bosiddende i enten Grønland eller Danmark, får en tryg barndom som grundlag for et godt voksenliv.
Det var en tæt afstemning med flere end 2.500 afgivne stemmer, men med 37,5 procent af stemmerne løb Foreningen Grønlandske Børn med sejren. Idrætsforeningen for Handicappede i Aalborg fulgte tæt efter med 34,4 procent, mens Café Parasollen fik 28,1 procent af stemmerne.
Det samlede beløb for forårets Alka Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park vil blive doneret umiddelbart efter sidste hjemmekamp i denne sæson, eller i forbindelse med første hjemmekamp i sæsonen 2018/2019.