Ny hæder til mesterkok: Kenneth Toft-Hansen modtog Forårsprisen 2019
Foto: AKKC
Det blev den uofficielle kokkeverdensmester Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel, der modtog den årlige forårspris, som uddeles i forbindelse med Forårsmessen i Aalborg Kongres- og Kulturcenter.
De seneste måneder har budt på masser af hæder for kokken Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel. I slutningen af januar sikrede han sig den uofficielle titel som verdens bedste kok, da han vandt Bocuse d'Or-konkurrencen i Frankrig, og fredag modtog han endnu en anerkendelse.
Her var Kenneth Toft-Hansen på scenen i forbindelse med Forårsmessen i Aalborg Kongres- og Kulturcenter, hvor han blev hædret med Forårsprisen 2019. Mesterkokken får prisen for at have sat Nordjylland på det gastronomiske landkort, lyder det i en pressemeddelelse fra Aalborg Kongres- og Kulturcenter (AKKC).
- I næste måned åbner et helt nyt og moderniseret Svinkløv Badehotel, hvorefter nordjyder og madentusiaster verden over igen kan nyde godt af Kenneth Toft-Hansens unikke gastronomiske kreationer, og ovenpå januars VM-triumf i Lyon er interessen for at smage på den 37-årige køkkenchefs mad kun blevet større, skriver AKKC.
Det er 33. gang, at Forårsprisen bliver uddelt. Sidste år gik prisen til TV2 Nords Mogens Jørgensen, og listen af tidligere vindere blandt andre tæller Ole Henriksen, Tom Kristensen, Niels Hausgaard og Lars Larsen.
Med prisen får Kenneth Toft Hansen et fad fremstillet af kunsthåndværkstedet Lange Keramik samt et diplom og en pengepræmie på 10.000 kroner.