Nu svarer kommunen frustrerede kostskole-elever
Foto: GLL for Kammeradvokaten
Advokat Paw Fruerlund
De tidligere forklaringer er ikke nok.
Mener kommunen det overhovedet?
Tror de os ikke?
Eller var den officielle undskyldning blot et mediestunt?
Kritikken har været heftig for en stor del af de berørte, tidligere kostskole-elever, der i årevis blev mishandlet - både fysisk og psykisk - på den omstridte kostskole, Gravenshoved, som Aalborg Amt og Kommune gennem flere år drev i Sønderjylland.
Nu vækker det harme for ofrene, at de - igen-igen - skal redegøre for deres ophold overfor Kammeradvokaten.
- Det her er jo et stort cirkus, der er sat op for at sikre, at færrest muligt får godtgørelse, tordnede Rene Vinding, talsmand for den to grupper, der vil have godtgørelse af kommunen.
Cirka 300.000 kroner per elev, lyder kravet.
Advokat afviser
De undrer sig over, hvorfor de igen skal have rippet op i gamle sår, når de skal tale med Kammeradvokaten. For når kommunen officielt har undskyldt og anerkendt deres oplevelser - lyver de så?
Det afviser Paw Frauerlund, der er partner og advokat hos Kammeradvokaten Poul Schmith og som taler på vegne af Aalborg Kommune.
Han kalder det helt almindeligt.
- Jeg kan godt forstå, at det er et træls forløb at skulle igennem. Og for nogle også at skulle forklare om det samme igen, siger han til TV2 Nord.
- Vi har forsøgt, om vi kunne ”stå på” de afhøringsrapporter, der er lavet af politiet eller under den sidste advokatundersøgelse. Men det kan vi simpelthen ikke. Desværre, lyder det videre fra advokaten.
Aflyste ferier
At trække sagen i langdrag er i hvert fald ikke i nogens interesse, fastlår han.
- Både vi og kommunen synes, det er hensigtsmæssigt at undgå en retssag – for alle parter. Både i en retssag og i en advokatundersøgelse, vil der blive stillet spørgsmål, som kan få en til at føle sig dårligt tilpas. Samtidigt forstår vi også godt, at alle gerne vil have forløbet til at få en ende, siger han.
Paw Fruerlund understreger at ofrene også får mulighed for at at vælge både tid og sted for interviewene.
- Eksempelvis har vi aflyst ferier for at tage til Farsø at holde interviews sammen med nogle fra den ene gruppe hos deres advokat, hvor deres advokat også er til stede, forklarer han.
Han henviser til parternes første møde i denne uge, hvor der blandt andet også vil være deltagelse af Kirsten Moesgaard, der er advokat for den ene gruppe (og sidder i byrådet i Vesthimmerland).
Må ikke udbetale erstatning
Kritikken fra den ene gruppe af eleverne, som Rene Vinding altså repræsenterer, kommer ovenpå en udtalelse helt tilbage i maj.
Dengang sagde rådmand Morten Thiessen (K) til TV2 Nord:
- Vi har fundet ud af, at det er et mere broget billede end forventet, da der er over 100 forskellige sager, man skal tage stilling til. Samtidig er bevisbyrden vanskelig, og mange elever har ikke lyst til at gennemleve det endnu en gang ved at fortælle om det igen.
Den vanskelige bevisbyrde betyder, at de som advokater kigger på menneskerettighederne - er de overtrådt eller ej.
Derfor er de nødt til at rippe op i de gamle historier om voldtægt, tvangsfordring og vold.
Paw Frauerlund understreger, trods kritikken, at Aalborg Kommune har lovet at udbetale erstatning, hvis:
- De har hjemmel til det, siger han.
- De må intet udbetale, uden at de har hjemmel til det. Det ville være ulovligt. Det er en undersøgelse, de er forpligtede til at foretage.