Nordjysk hotelkæde opkøber konkurrenter og lander millionoverskud
Foto: Hotel Scheelsminde
Regnskab er det næstbedste, koncernen indtil videre har præstrert.
Hotelkæden Bühlmann har fredag præsenteret et regnskab, hvor virksomheden lander et millionoverskud på 12,1 millioner kroner.
Det er det næstbedste regnskab i hotel- og gastronomikoncernens historie.
Og overskuddet kommer i et år, hvor koncernen har opkøbt Hotel Royal i Aarhus og Airport Hotel ved Billund og tilføjet dem til deres voksende portefølje over hoteller, der nu tæller ni af slagsen.
- Vi kan se tilbage på et yderst begivenhedsrigt år i Bühlmann med overtagelsen af hele to nye hoteller, hvilket også har krævet nogle større investeringer i vores organisation samt vækst i antallet af medarbejdere. Derfor glæder vi os over at kunne præsentere et solidt overskud, der er i tråd med de forventninger, vi gik ind til 2023 med, siger ejer og direktør i hotelkoncernen Anemette Bühlmann.
Koncernens ni hoteller:
· Herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg
· Boutique Hotel Herman K i København
· Boutique Hotel Royal i Aarhus
· Herregårdshotellet Nørre Vosborg i Vestjylland
· Boutique Hotel Villa Provence i Aarhus
· Lufthavnshotellet Airport Hotel i Aalborg
· Livsstilshotellet Pier 5 Hotel i Aalborg
· Livsstilshotellet Peak 12o Hotel i Viborg
· Lufthavnshotellet Airport Hotel i Billund
Opkøbet af hotellerne spiller ind i en større strategi om, at hotelkæden gerne vil være landsdækkende, og efter regnskabsåret sluttede har Bühlmann også opkøbt Boutique Hotel Herman K i København.
Derudover forventer koncernen, at de kommer til at opkøbe mindst et andet hotel i 2024.
- Vi har de seneste år arbejdet på at udvikle og styrke vores organisation samt digitale infrastruktur, og vi har dermed opnået et solidt fundament, der giver os de rette betingelser til at ekspandere og sætte nye standarder for branchen samtidig med, at vi bevarer og viderefører Bühlmanns unikke værtskab og kultur, som skaber de bedste oplevelser for vores gæster og arbejdsplads for vores medarbejdere, siger direktøren.
Koncernen blev grundlagt i 2007, da Anemette og Danni Bühlmann overtog herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg, som har intet mindre end 400 medarbejdere på lønningslisten.