Nordjyllands største galleri med 25 års jubilæum
Galleri Wolfsen fejrer 25 succesrige år
Galleri Wolfsen kunne lørdag fejre 25 års jubilæum, og står det til ejeren, fortsætter galleriet 25 år mere.
Lørdag var en helt særlig dag for Galleri Wolfsen i Aalborg, det kunne slå dørene op til det store 25 års jubilæum.
- Personligt er jeg utrolig stolt på galleriets, kunstnernes og Aalborgs vegne. Der er heldigivs mange af de kunstnere, jeg startede med for 25 år siden, som stadig er aktive, og i dag er på toppen af deres karriere, siger ejeren af galleriet, Kent Wolfsen.
En lang række af de faste kunstnere har skabt nye billeder i anledningen af jubilæumsdagen og udstillingen. Billederne går alle ind under temaet cirkus.
Galleri Wolfsen i New York
Galleri Wolfsen rejser ofte til USA med sine kunstnere og værker, og det får ejeren til at drømme om en permanent udstilling i udlandet.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke har tænkt tanken om et Galleri Wolfsen i New York, fordi mulighederne er stå store, og vi har så god kunst i Danmark, siger Kent Wolfsen.
Hvor langt galleriejeren når med den drøm, må tiden vise, men indtil da er han tilfreds med, at den stærke kunsttradition fortsætter i Danmark.
- Det er meget vigtigt at have ny tilgang af kunsterne, ny energi og nye unge kunstnere. Der er det min drøm at sidde for bordenden og trække i de snoer, så vi kommer hele paletten rundt, slutter Kent Wolfsen.