Nordjyllands Politi søger vidner i brandsag
Foto: TV2 Nord (Arkivfoto)
Politiet leder efter vidner i forbindelse med en sag om brandstiftelse i Jerslev 5. august.
I efterforskningen af en brandsag i Jerslev leder Nordjyllands Politi efter føreren af en rød personbil, der havarerede på E39, og vidner, der hjalp til med at slukke brand i bil.
Nordjyllands Politi leder efter vidner til en episode på E39 den 5. august om aftenen, hvor en formentlig mindre rød personbil på motorvej E39.
Den bils fører samt vidner vil Nordjyllands Politi gerne tale med i forbindelse med en aktuel efterforskning af en brandsag.
Lederen af politiets efterforskning af sagen, politikommissær Henrik Staal, oplyser, at bilen holdt i nødsporet til det sydgående spor, syd for afkørsel 9 – Vestbjerg.
Føreren af bilen var ifølge politiets efterforskning en ældre kvinde. Flere biler standsede for at yde hjælp, men da motorhjelmen blev åbnet, brød motorrummet i brand – og branden blev slukket med en pulverslukker.
- Vi ønsker kontakt til den røde bils fører samt de vidner, der hjalp til – og også de øvrige, der så den havarerede bil, siger politikommissær Henrik Staal, der opfordrer til, at de straks retter henvendelse til nærmeste politi.
Efterlysningen af vidner drejer sig om en sag om forsætlig brandstiftelse forøvet i Jerslev den 5. august 2020. Af hensynet til denne efterforskning kan politiet dog ikke udtale sig nærmere om sagen.
Oplysninger i sagen skal gå til politiet på telefon: 114.