Nordjyderne elsker dem, men det gør ingen andre
Man er godt i gang med pebernødde-bageriet, selvom vi endnu ikke er gået ind i december måned.
Københavnerne kan ikke fordrage dem, og støder du på dem derovre, så er forklaringen simpel: Det er nordjyder, som er flyttet dertil, der har medbragt den lille, knasende spise.
Det er selvfølgelig de vendsysselske pebernødder, der er tale om.
For selvom nordjyderne er helt vilde med de vendsysselske pebernødder - som i øvrigt laves i Thy - er de altså alene om det.
Det fortæller Jesper Lukassen fra Nordthy.
- Det er kun nordjyderne, der er flyttet ud andre steder i Danmark, der vil have dem i resten af landet, ellers er det kun nordjyder, forklarer han.
Fakta
I 1952 investerede bageriet i Hjørring i en maskine til at forme pebernødderne – og sætte dem af på bageplader. Denne maskine er stadig i anvendelse her hos Jensen Brød i 2024.
I 1979 blev bageriet i Hjørring slået sammen med Brødfabrikken på Grønlandsvej i Frederikshavn, og maskinen blev flyttet til Frederikshavn – hvor produktionen af de Vendsysselske Pebernødder foregik frem til cirka 1990-91, hvor dette bageri blev lukket ned.
I 1991 købte Jensen Brød maskinen, recepten og alle rettigheder til de Vendsysselske Pebernødder, og har siden været stolt leverandør til de rigtig mange loyale og trofaste nordjyder, der hvert år står klar til at købe de første Vendsysselske Pebernødder, når de rammer butikkerne.
I 2016 blev Vendsysselske pebernødder kåret til verdens bedste pebernødder af Dansk Julemands Laug.
Godt med i år
De vendsysselske pebernødder bygger på en lang tradition, der kan spores helt tilbage til 1800-tallet, og den dag i dag er de stadig nordjydernes foretrukne.
Dengang var pebernødderne en slags ”rest-dej”, som man krydrede(pebrede) med de forhåndenværende krydderier, som var brugt, når man havde bagt rugbrød i den store ovn på gårdene.
Restdejen blev så trillet til kugler og blev bagt ved den rest-varme, der var i ovnen efter rugbrødsbagningen.
Hos Jensen Brød i Aalborg, der laver de vendsysselske pebernødder, er man godt i gang med pebernødde-bageriet, selvom vi endnu ikke er gået ind i december måned.
Faktisk er man så godt med, at de to ovne ikke kører hver dag. Det oplyser Ole Vittrup, der er kommerciel chef ved Jensen Brød til TV2 Nord.