Nedrykning koster AaB dyrt - forventer blodrøde tal
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det kommer til at koste AaB adskillige millioner, at den ikke står på Superliga-fodbold i Aalborg i næste sæson.
En følelsesmæssig lussing ramte fans, spillere og den øvrige organisation omkring fodboldklubben AaB, da det i lørdags stod klart, at klubben måtte sige farvel til Superligaen efter 36 år i landets bedste fodboldrække.
Nu venter en økonomisk lussing også forude. Det oplyser AaB mandag i en meddelelse til fondsbørsen.
- Efter nedrykningen fra 3F Superligaen nedjusterer Aalborg Boldspilklub A/S forventningerne til årets resultat fra niveauet minus 10 millioner kroner til minus 20 millioner kroner til et resultat i niveauet minus 35 millioner kroner til minus 45 millioner kroner, skriver AaB.
Vil hurtigt tilbage
Det er særligt færre tv-penge, færre indtægter på kampdage og lavere transferindtægter som følge af nedrykning, der ligger til grund for forventningen om blodrøde tal i regnskabet.
- I forventninger til 2023 er inkluderet en placering i toppen af landets næstbedste fodboldrække NordicBet Ligaen. Det er AaB’s klare ambition hurtigst muligt at vende tilbage til 3F Superligaen, lyder det fra AaB.
AaB har været en del af landets bedste række siden 1987 og har vundet fire danske mesterskaber i den periode.
Se interview med AaB's fungerende administrerende direktør, Jesper Dalum, om det forventede underskud: