Slut med bøder til fødende og voldsramte: Minister vil ændre miljøzone-gakgak
Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix
Dieselbiler uden partikelfilter må ikke køre i miljøzonerne.
De nye regler forventes at træde i kraft 1. april næste år.
1500 kroner.
Det lyder bøden på, hvis man kører ind i Aalborg Centrum i en dieselbil uden det fornødne partikelfilter. Og der er ingen undtagelser.
Heller ikke, hvis du er i akut fødsel eller flygter hen til et krisecenter.
Men nu står de udskældte miljøzone-regler til en overhaling. Et lovforslag er lige nu i høring i Folketinget, hvor der indføres undtagelser for blandt andet akutkørsel.
Sådan lyder lovforslaget
Der indføres mulighed for undtagelse ved kørsel til krise- eller misbrugscenter samt akutkørsel muliggøres ved kørsel til behandling på hospital eller hos speciallæge samt ved kørsel til krise- eller misbrugscenter.
For ovennævnte undtagelser vil det ikke være et krav, at ejeren eller brugeren har en forudgående indkaldelse/aftale, samt at der ikke kan eftermonteres et partikelfilter pa køretøjet. Der indføres samtidig mulighed for, at disse undtagelser kan registreres op til cirka to døgn efter kørsel i en miljøzone.
Der indføres mulighed for, at Miljøstyrelsen ved stikprøvekontrol af undtagelser kan kræve dokumentation for behandling på hospital eller hos speciallæge eller for ophold på krise- eller misbrugscenter.
Se hele lovforslaget om ændring af miljøzone-reglerne her.
- Det er afgørende, at alle danskere har adgang til vores hospitaler, uanset hvilken bil man måtte have, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Niels-Jacob Ulstrup, der er leder af Krisecenteret for Kvinder i Aalborg, har kaldt reglerne en tilsidesættelse af 'et behov, der i sidste ende kan betyde liv eller død', fordi flere af de kvinder, der flygter til krisecentret, kører i gamle dieselbiler.
Det seneste år er det sket to gange. Hør ham forklare mere om det her:
Derfor hilser han velkommen, at de pågældende kvinder kan blive fritaget for bøder.
- Det betyder, at så kan de frit søge herind uden at risikere at blive straffet for det. Og det er vi jo kisteglade for, siger Niels-Jacob Ulstrup.
Se på kortet her, hvor miljøzonerne ligger.
Ændringen forventes at træde i kraft 1. april.