Magnus gik på gaden for at få en læreplads: Sådan går det et år efter
Foto: Privatfoto
Magnus Storch var bare 17 år, da han gik alene på gaden for at få en læreplads.
Magnus har et par gode råd til de mange elever, der desperat mangler lærepladser.
"Vi mangler lærepladser" - sådan lød budskabet fra de godt 35 håndværkerelever, der onsdag gik på gaden i Hjørring med skilte i håbet om, at deres næste arbejdsgiver ville køre forbi og se dem.
Og måske er de blevet en smule inspireret.
For det er et år siden, at en anden ung fyr blev Danmarkskendt for netop at gå på gaden med sin jobansøgning på et stort skilt. Nemlig den dengang 17-årige nordjyde Magnus Storch.
På Håndværkervej i Aalborg stod Magnus Storch helt alene med et stort skilt med teksten "Jeg søger læreplads - tømrer", efter at have fået 40 afslag på ansøgninger og med det pres på skuldrene, at han snart ville blive nødt til at færdiggøre sin uddannelse i skolepraktik i stedet for ude ved en virksomhed.
Vigtig erfaring
Heldigvis gik der under en uge, fra han stillede sig på gaden, til han havde flere jobtilbud, og en glad Magnus Storch kunne fortælle, at han havde lærepladsen i hus. Ét år efter er det stadig en glad Magnus, TV2 Nord får i røret.
- Jeg er stadig ved Buur Byg i Aalborg. Jeg er så glad for det. Det er mega fedt, siger Magnus Storch.
Den tredje november udløber hans nuværende kontrakt, men han håber, at virksomheden vil forlænge kontrakten, for han har været mere end tilfreds med sin læreplads og især de mange forskellige opgaver, han har fået - som blandt andet inkluderer at lave et tag og renovere et sommerhus.
- Det bedste har været, at jeg har lært så meget nyt. Jeg får lov til at prøve noget forskelligt og møde mange mennesker. Jeg synes, det er vigtigt at få noget erfaring i at møde og tale med kunder, siger Magnus Storch.
To gode råd
Når den unge nordjyde ser tilbage på oplevelsen på gaden for et år siden, er det et godt minde.
- Det var fedt og spændende at prøve. Pludselig var der mange tilbud fra hele landet.
Oplevelsen blev nok særligt et godt minde, fordi den sluttede med succes. For det var vigtigt for Magnus at få virksomhedserfaring. Noget, der også blev lagt væk på hos eleverne, der i år gik på gaden i håbet om en læreplads.
Til dem har Magnus Storch et par gode råd:
- Prøv noget nyt. Det kan være svært at finde på, men det virker. Og så tag ud og mød folk i virkeligheden, det er meget bedre end en telefonsamtale eller en mail.