Chok: Mads Hoxer skal opereres - lang pause venter

Aalborg Håndbold må se bort fra kæmpe profil de næste fem måneder.

Aalborg Håndbold og stjernebacken Mads Hoxer har fået dårligere nyheder.

Bagspillerens drilske skulderskade skal nemlig udbedres med en operation, der vil holde bagspilleren ude af kamp og træning i minimum fem måneder.

Det skriver Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.

- Det er en ærgerlig situation, først og fremmest for Mads, men også for hele holdet, for det er naturligvis et stort tab. Vi har forsøgt stort set alt for at undgå en operation, men har også måtte erkende, at det i denne sæson ikke har været den udgave af Mads Hoxer, vi ønsker at se, som har været på banen, forklarer Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.

Mads Hoxer har i længere tid spillet med smerterne i skulderen, og det er altså nu gjort klart, at det er nødvendigt med en operation for at få ham tilbage til sit topniveau.

- Skulderen har drillet mig siden engang i foråret, og skaden er gradvist blevet værre og værre, selvom vi har forsøgt forskellige behandlinger undervejs. Det er selvfølgelig en stor skuffelse at se frem mod en lang skadspause og genoptræning, men i min nuværende tilstand er jeg ikke i nærheden af at kunne spille på den måde, jeg gerne vil, siger Mads Hoxer.

Aalborg-backen har været en del af det danske herrelandshold, men med den lange skadespause, der venter forud, er det urealistisk, at han bliver klar til det kommende VM i januar 2025.

Mads Hoxer har foreløbigt spillet 115 kampe for Aalborg Håndbold og scoret 517 mål.


For et halvt år siden blev Rikke enke: Nu oplever hun en kærlighedsstorm af beskeder

Foto: Hans Christian Lauritsen / TV2 Nord

Reaktionerne på TV2 Nords dokumentar har været mange - og det gælder også Rikke Bertelsens private indbakke.

Det er nu et halvt år siden at den nordjyske familiefar Kristian Bertelsen døde af kræft. Det var femte gang, han fik kræft, og denne gang var det terminalt.

Tilbage står hans kone Rikke og børnene Signe, Aksel og Alfred.

Netop nu kan man se TV2 Nords program om familien: "Dør far i morgen?" og om deres kamp mod kræften, og kamp for at at fokusere på det positive i hverdagen med en far, der har terminal kræft.

I tiden op til hans død fulgte TV2 Nords journalist Michael Guldbrandt både Kristian Bertelsen og familien, mens de skulle forberede sig til det ultimative - døden.

Serien har vakt mange reaktioner, og dem mærker enken Rikke Bertelsen nu, hvor programmet bliver sendt. Derfor har vi taget en snak med Rikke Bertelsen om, hvordan det er at opleve.

- Jeg har fået en kærlighedsstorm. Jeg er blevet bombarderet med beskeder fra folk, jeg kender, men også fra vanvittigt mange folk, jeg ikke kender, der skriver rosende og søde ord, og er berørte af det og overvældet, og synes, vi er modige, fortæller hun.

- Jeg har sådan helt blæst bagover.

En hjælp for andre

Blandt de mange beskeder, er der nogle, der gør et særligt indtryk.

- Der er nogen, der har kunnet dele programmet. De har fået den anbefalet på sygehuset, nogen som måske selv står i det. For når man står i sådan en situation, både som den sygdomsramte, men også pårørende, så er der ikke nogen guideline for, hvordan man skal agere og forholde sig. Og det er heller ikke, fordi jeg siger, vores er den rigtige måde at gøre det på, men det er én måde at gøre det på. Og det kunne vi da godt have brugt, at nogen kunne have vist os, sådan her kan man håndtere. De forskellige situationer, som man kommer i. Så det er rart, det der med, at der er nogen, der føler, at de rent faktisk kan bruge det til noget, siger hun og tilføjer:

- Det er jo stort.

På trods af, at hun modtager så mange beskeder, at hun dårligt kan nå at svare på dem, er hun glad for, at hun har medvirket i programmet. Også selvom det var Kristians valg og ikke hendes.

- Jeg er faktisk helt vildt glad for, at han trumfede det igennem. For det er rigtig meget, som jeg tror, at børnene også kan få ud af det.

Hvad tror du, Kristian ville have sagt, hvis han havde kunne se og læse alle de beskeder og alt det, der er kommet ind?

- Han havde været så tilfreds. Han havde været så glad. Det var lige det, han gerne ville med det, siger Rikke Bertelsen.


Regionen har millioner i sortlistede aktier - nu skal de ses efter i sømmene

Mindst en pensionskasse eller pengeinstitut har sortlistet aktierne.

Region Nordjylland har 4,85 millioner kroner investeret i aktier hos virksomheder, der på grund af dårlige rettigheder for lønmodtagere er blevet sortlistet.

Det viser en opgørelse som Gravercentret, Danmarks Center for Undersøgende Journalistik, har lavet i samarbejde med Danwatch. 

Derfor har vi på TV2 Nord taget en snak med regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

- Vi er forbløffede over, at vi pludselig er indehavere af sortlistede aktier. Vi har nemlig lavet en strategi, der understøtter, at vi IKKE investerer i eksempelvis våben eller cigaretter, siger han og forklarer videre:

- Vi har som politikere ikke øje på hver eneste krone, der investeres. Det er tre kapitalforvaltere, der investerer vores penge, så vi har bedt om en redegørelse. Det er jo ikke kønt, det her.

Men hvordan kan det ske?

- Enten er det vores strategi, der er nogle huller i, eller også er det dem, der forvalter vores penge, der har gjort det på egen hånd. Det skal vi have en snak med dem om, at det ikke er okay. Vi skal ikke have nordjyske penge i sortlistede aktier.

Det er virksomheder som eksempelvis Tesla, Amazon og Wallmart, der er blevet sortlistet.

Der er en lang række af kommuner og flere andre kommuner, der ligeledes har problematiske investeringer.

Også Mariagerfjord, Jammerbugt, Rebild, Thisted, Morsø, Aalborg, Vesthimmerland, Brønderslev kommuner har investeret i nogle problematiske aktier.


Efterspørgslen er også høj i Nordjylland: Den populære ost kan være svær at få

Foto: Niels Viggo Bentsen, TV MIDTVEST

Selvom det til tider er svært at få fat i osten, så er der altså godt nyt for fremtiden.

Tilbage i sommer var der ramaskrig, da rygtet lød på, at vi ville løbe tør for den populære Arla ost, Gammel Knas.

Selvom Arla var ude og afblæse oste-krisen og fortælle, at man ikke løber tør for osten, så har det alligevel fået nogle konsekvenser, at efterspørgslen er så høj.

Det forekommer nemlig til tider, at den populære ost ikke kan leveres, da Arla fordeler de tilgængelige mængder blandt forhandlere og restauranter.

- Der bliver løbende frigivet nye mængder, så vi løber ikke tør, men vi rationerer, og man skal måske lede lidt længere efter osten, end man er vant til, lyder det i et skriftligt svar fra Arla.

- Det er en trend

Derfor oplever man ofte hos Surdejsbageren i Aalborg, at man simpelthen ikke kan få fingrene i Gammel Knas osten på visse dage.

- Der er rigtig stor efterspørgsel på det. Når vi serverer en bolle med ost, så spørger folk efter den. Vi har stort set altid Gammel Knas, men nogle gange er vi nødt til at servere en Vesterhavsost med saltknas, som ligner Gammel Knas. Fordi der er stor mangel, kan vi ikke altid få det leveret af vores leverandør, forklarer Amalie kragh Dechseldt, der er barista hos Surdejsbageren i Aalborg.

Hvorfor tror du, det er sådan?

- Jeg tror, det er den bløde runde smag, som man ikke rigtig får fra andre oste, og så tror jeg, der er blevet skabt en trend i den her ost, for der er også den velkendte vesterhavs ost, som smager lige sådan, men den spørger folk ikke efter, konstaterer Amalie Kragh Dechseldt.

Produktionen er sat markant op

Oste-manglen er dog et efterhånden kendt problem i landet, og derfor oplever Surdejsbageren ikke, at gæsterne brokker sig, når den mangler på menukortet.

- De spørger, men siger ikke så meget, når jeg siger, at vi har en anden, der minder om den. De er godt klar over, at man ikke altid kan få den, og jeg tror bare, de er glade for, at man kan få den de fleste gange hos os, konstaterer baristaen.

Og selvom det til tider er svært at få fat i osten, så er der altså godt nyt for fremtiden.  

- Vi har allerede sat produktionen markant op, men da osten skal modne i to år, vil de større mængder først være færdigmodnede i 2026. Indtil da får vi stadig Gammel Knas løbende, og vi fordeler osten mellem både vores webshop, butik i Torvehallerne, og de mange forhandlere, caféer og restauranter, der også sælger og serverer osten, afslutter Arla.


Signalfejl sinker Dennis: - Det er hårdt at komme for sent til mine aftaler

Foto: Niels Yuri Iltchenko Rasmussen / TV2 Nord

Mandag blev de nordjyske togpassagerer på ny ramt af signalfejl og aflysninger af togdriften.

Fem gange.

Så mange gange har Banedanmark meldt ud om signalfejl og aflysninger i den nordjyske togdrift siden 29. august. Mandag morgen var sjette gang indenfor knap to måneder.

De mange signalfejl rammer især dem, der ikke kan komme rundt uden offentlig transport. En af dem er Dennis Lyngsø, der bor i Hirtshals, og dagligt tager til Aalborg, hvor han studerer til natur- og kulturformidling på UCN i Aalborg.

- Det rammer hårdt at komme for sent til mine aftaler, flere gange om ugen, fortæller han.

Flere gange i de seneste uger er Dennis Lyngsø kommet mellem 25 og 45 minutter for sent til aftaler og møder i forbindelse med hans uddannelse, grundet signalfejlene.

Han har lige nu heller ikke mulighed for at få en bil, så derfor er det mest realistiske alternativ for nu, at han tager toget tidligere.

- Jeg synes, jeg står tidligt nok op i forvejen. Så det kan ikke passe, at jeg skal stå op en time tidligere for at nå mine aftaler, siger Dennis Lyngsø.

Se indslaget med Dennis Lyngsø herunder.

Kaffe og croissant

Mandag var dog langt fra første gang Dennis Lyngsø har været uheldigt ramt af aflysninger på skinnerne.

Tidligere, på vej hjem til Hirtshals, endte han en aften med at blive strandet i Hjørring. Togtrafikken var indstillet, og der var ikke sat togbusser ind. Dennis Lyngsø blev henvist til de lokale busser, men da der ikke kørte nogen, vidste han ikke om han skulle sove på stationen eller gå.

- Det ender med at min mor, som bor i Aalborg, kører til Hjørring for at kører mig til Hirtshals og så selv hjem igen. Så det var noget af en omvej for hende, forklarer Dennis Lyngsø.

Mandag morgen fik de nordjyske rejsende, heriblandt Dennis Lyngsø, uddelt kaffe og croissanter af DSB og Banedanmark, som tak for tålmodigheden og undskyld for besværet. Desværre faldt uddelingen sammen en ny signalfejl.

- Det er nok ikke lige croissanten, der gør det. Men det giver et smil på læben, og det hjælper da lidt på ventetiden synes jeg, siger Matthias Aurelian fra Vrå om initiativet.

- Jeg skulle nok have en del, før det går op. Det tager noget længere tid at rejse, og jeg kom også en time for sent i skole i dag, fortæller Astrid Sørensen, der kommer fra Brønderslev.

- Jeg synes muligvis, at jeg skulle have haft croissanten lidt tidligere. Kaffen var dejlig, men jeg vil hellere passe mine arbejdstider, siger Dennis Lyngsø.


For store doser antibiotika i grise: Politiker vil gå til EU-kommissær

Foto: Vibe Aagaard / TV2 Nord

Han undrer sig over, at alle danske EU-medlemmer har stemt ja til den nye EU-lov.

- Det er en form for micromanagement af EU. Det er helt skørt, at man vælger at gå ind og overtrumfe.

Sådan siger nordjyske Kristoffer Storm, der er medlem af Europa-Parlamentet for Danmarksdemokraterne om TV2 Nords historie, om en griseproducent i Nibe, der bliver nødt til at give sine grise mere antibiotika, ned de har brug for.

Hvorfor er antibiotika et problem?

Stigende antibiotika i svineproduktion kan øge risikoen for udvikling af resistente bakterier. Det kan sprede sig til mennesker.

Det kan altså føre til, at det bliver sværere at behandle mennesker i fremtiden.

Kilde: Henrik Linde Nielsen, overlæge Aalborg Universitetshospital.

Nye EU-regler tvinger nemlig svineproducenter til at give grise en fuld dose antibiotika, selvom lokale dyrlæger og eksperter mener, at en mindre dosis er tilstrækkelig til at gøre dem raske.

- Jeg undrer mig over, at samtlige danske medlemmer af EU har stemt ja til det her, når vi i Danmark rent faktisk har stort fokus på at nedbringe antibiotika. Det er virkelig ærgerligt, at EU går ind og spænder ben for det, siger han.

Han mener, at vi bør stole på, at de fagdyrlæger og landmænd vi har, kan finde ud af hvor meget antibiotika, dyrene skal have. Netop derfor har han også tænkt sig at gøre noget ved sagen.

- Jeg har tænkt mig at bringe det op for EU-kommissæren, siger Kristoffer Storm (DD).