Lille nordjysk by lukket inde af vejarbejde, og det koster
Borgerne kalder det blandt andet totalt urimeligt og udenfor skiven.
- Det er jo det der på nordjysk hedder træls. Og på en eller anden måde urimeligt og respektløst overfor børnefamilier og idrætsforeningsmedlemmer og handlende i brugsen og leverandører til byen, at det giver så meget bøvl, at nogen i det offentlige ikke lige kan finde ud af at snakke sammen og koordinere sådan en indsats, understreger Peer Kristensen, der er formand for Gudumholm Idrætsforening.
I Gudumholm er vejen spærret af vejarbejde i syd, men hvis man forsøger at køre ind i den nordlige ende af byen, er der også problemer.
I syd er det fjernvarmen der arbejdes på, mens de to nordlige indfaldsveje er spærret, efter der for flere uger siden blev skudt hul i de netop nedlagte fjernvarmerør.
- Her er der 600-800 borgere, plus dem der har fået langt til skole. Så det er måske 1000 mennesker, der over nogle få dage virkelig bliver ramt, konstaterer formanden.
Brugsen rammes også
Brugsuddeleren har også lidt under arbejdet. Det har kostet en del af omsætningen i Dagli' Brugsen.
- Det betyder, at vi mangler 25-30 procent hver eneste dag i butikken. Og så mangler vi det samme i benzinanlægget, så det er jo rimelig kritisk, konstaterer Jesper Bo Bertelsen, der er brugsuddeler i Dagli' Brugsen i Gudumholm.
Kunder fra de omkringliggende byer har pludseligt fået mange kilometer længere til butikken.
- Det er jo ikke heldigt, for vi er en lille omegnsbutik og har det lidt svært i forvejen. Så lige pludselig at barbere 25-30 procent af yderligere, det er jo ikke heldigt, påpeger brugsomdeleren.
Se hele indslaget herunder:
Bekymrer borgerne
En af Brugsens loyale kunder er Jonna Larsen, der bor lidt udenfor Gudumholm. Hun undrer sig over alle afspærringerne.
- Man tænker, om de cutter byen helt af, eller hvad gør de? Hvad sker der?, pointer hun.
Hun er bekymret over Brugsens manglende omsætning. For det er et vigtigt sted i en by som Gudumholm.
- Det er altid rart at komme herop. Det er ligesom et samlingssted for dem, der bor heromkring, påpeger hun.
- Man bør varsle det
På trods af klagerne glæder borgerne i Gudumholm sig til at få fjernvarme.
- Vi er rigtig glade for at få fjernvarme til byen, og selvfølgelig giver det noget bøvl at lukke veje ved starten af processen, men det der er kommet i løbet af ugen, vil jeg kalde udenfor skiven og totalt urimeligt, raser Peer Kristensen.
Trafik og Veje ved Aalborg Kommune har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men der er råd at hente fra Gudumholm-borgerne.
- Når man gør så noget, så skal man enten lade være med at lukke byen på alle indfaldsveje, eller i hvert fald sørge for at varsle, hvordan man gør det, konstater Peer Kristensen.
Aalborg Forsyning er færdige med fjernvarmearbejdet 14. november. Efter flere ugers arbejde er håbet, at der bliver asfalteret i den nordlige ende af byen i morgen torsdag, så borgerne igen kan køre mod Storvorde og Sejlflod.