CV'et slukkede Charlottes drøm: Lige indtil fremtiden satte sig i frisørstolen
Foto: Privatfoto / TalentX
Kenneth Bo Jensen ansatte sin frisør Charlotte Kirch Bering
Charlotte Kirch Bering søgte forgæves i seks måneder efter en kontorstilling – væk fra frisørjobbet. Indtil en tilfældig snak ændrede alt.
I fire år var Charlotte Kirch Bering frisør, men da der kom børn til, og de blev ældre, blev arbejdstiderne upraktiske.
Hun ville prøve noget nyt.
I aftentimerne, mens konen var på arbejde, begyndte hun at tage hjemmekurser og interessere sig for grafisk arbejde. Herefter stod det klart - marketing stod øverst på listen over drømmejobs.
Der var bare et problem. CV'et indeholdt ikke erfaringer fra kontorarbejde. Her stod madmor, handicaphjælper og frisør.
Jeg synes bestemt ikke, at vi skal gå ind og sige, at cv-erfaring skal negligeres. Jeg synes, at vi skal gå ind og sige til virksomhederne, at de skal blive bedre til at se det menneske, der er bagved cv'et.
Charlotte Kirch Bering
I stedet måtte hun igennem lange og svære seks måneder, hvor afslagene væltede ind.
- Jeg kunne bare ikke komme videre. Jeg fik afslag på afslag. Der var en jobkonsulent, der decideret ringede til mig og sagde, at jeg skulle søge nogle andre stillinger, for jeg var ikke kvalificeret nok til de stillinger, jeg søgte, fortæller hun.
Det var dog indtil, en tilfældig snak i frisørstolen ændrede alt.
Direktøren i frisørstolen
I lang tid havde Charlotte Kirch Bering taget ud til NOVI, hvor forskellige virksomheder lejer sig ind, og havde klippet de ansatte. Det gjaldt også Kenneth Bo Jensen, som er en del af konsulentfirmaet TalentX.
For under en af deres sædvanlige klipninger faldt snakken på, at firmaet stod og manglede en i marketingsafdelingen, og Christina Kirch Bering havde altid drømt om marketing.
- Jeg havde engang givet hende en talentprofil og en feedback. Og pludselig manglede vi en ny medarbejder. Tilfældigvis er jeg nede og blive klippet ved Charlotte og kommer til at tale. Og bom, så kommer billedet op af hendes talenter, og det passer faktisk rimelig godt med vores stilling, lyder det fra Kenneth Bo Jensen.
Hvad er en talentprofil?
En talentprofil giver dig en forståelse af det, som gør dig unik, og accellererer din personlige udvikling.
Hvad du kan, som ingen andre kan
Hvor dit udviklingspotentiale ligger
Årsagerne bag eventuelle konflikter
Hvordan du brugger dig selv bedst muligt – alene eller i teams
Kilde: TalentX.dk
Pludselig var flere måneders ventetid slut. Drømmejobbet var i hus.
Charlotte Kirch Bering skulle være rekruterings- og SoMe Konsulent hos TalentX.
- Jeg blev meget overrasket, men da jeg lige fik lov til at suge det ind og fik snakket med Kenneth over flere omgange, kunne jeg egentlig godt se, at matchet ville være mega godt.
Passion over CV
Ifølge en rapport fra konsulentfirmaet Mckinsey & Company får virksomheder, der fokuserer på medarbejdernes engagement og passion 21% højere rentabilitet end dem, der gør brug af mere traditionelle ansættelsesmetoder. Blandt andet at kigge på CV før passion.
Derfor råber Charlotte Kirch Bering op nu, i håbet om at flere virksomheder vil gøre som TalentX.
- Der er mange mennesker, der går tabt i deres CV. Jeg er en af dem og har mærket på egen krop, hvor hårdt det egentlig er. Jeg er normalt et menneske, der tror meget på mig selv, men det var der nogle mennesker, der fik banket ned, siger hun og fortsætter:
- Jeg synes, at talentprofiler er en af de ting, der burde komme mere ud i verden. På den måde kan folk få en forståelse for hinanden. Det giver en dynamik på arbejdspladsen, og det er fedt at være på en arbejdsplads, hvor man kender hinandens styrker og svagheder.
Men ifølge hende skal det ene dog ikke udelukke det andet.
- Jeg synes bestemt ikke, at vi skal gå ind og sige, at cv-erfaring skal negligeres. Jeg synes, at vi skal gå ind og sige til virksomhederne, at de skal blive bedre til at se det menneske, der er bagved cv'et.
Spørger man Kenneth Bo Jensen kan deres ansættelsesmetoder gavne mere end bare de uden det rette CV.
- Stress er noget, der er ved at eksplodere pt. Gallup har lavet research på det, der viser, at det er 2,5-3 gange vigtigere, hvad du laver, end hvor meget du laver det. Hvis vi begynder at kigge på ansatte ud fra deres styrker, engagement og glæde, tror jeg også, at stressen kan blive reduceret.
Det er nu to måneder siden, at Charlotte Kirch Bering startede sit nye job.
Med et ekstra læs selvtillid, er hun nu ovenpå igen.
- Inderst inde har jeg lyst til at vende mig rundt og række tunge ad de mennesker og sige, jeg kan godt, og jeg vidste, at jeg kunne. Der skal bare være flere Kenneth'er, har jeg lyst til at sige, som har lyst til at tage springet og tage chancen og se den mulighed. Jeg er sikker på, at folk vil blive meget overraskede over, hvad de vil finde ud af, slutter hun.