Landin med forrygende kamp: Aalborg Håndbold buldrer videre med sikker sejr
Aalborg Håndbold var i hopla helt fra begyndelsen af kampen, og det gav en sikker sejr i toppen af Herreligaen.
1-0, 2-0, 3-0 og 4-0.
Så meget kom Aalborg foran i begyndelsen af kampen og derfra kom Bjerringbro/Silkeborg aldrig rigtig tæt på Aalborg Håndbold. Aalborgenserne vandt opgøret med 34-28 på specielt en storspillende Niklas Landin.
Målmanden tog nemlig ekstremt godt fra i målet og stod med en redningsprocent tæt på 60 procent efter et kvarters spil.
Forsvaret gav ham dog også gode arbejdsbetingelser i begyndelsen af kampen, hvor BSH var tvunget til en del afslutninger udefra. Men dem tæt på tog Landin dog også sig af.
Mogens Jørgensen fangede efter slutfløjtet Buster Juul til en kommentar:
Jubilar startede stærkt
Før kampen blev Buster Juul under kæmpe jubel fra de over 5000 tilskuere hyldet for sin kamp 400 og en af de mest scorende spillere i klubben - mange af dem på straffekast, hvor Juul er stensikker skytte.
Og samme Buster Juul fejrede sit jubilæum med at score to mål inden for de først 4 minutter og bragte Aalborg foran 4-0. Dog ingen af dem på straffekast.
Føringen på de 4-0 blev nogenlunde holdt resten af første halvleg, hvor den bølgede mellem tre til fem-måls føring.
TV2 Nords udsendte til kampen fangede også træner for Aalborg Håndbold, Stefan Madsen til en kommentar:
Blev aldrig tæt
Derfor kunne Aalborg Håndbold også gå til pause foran med 20-16.
I anden halvleg blev det ikke meget bedre for BSH. Her var Aalborg stort set hele tiden foran med fem-seks mål, og det blev aldrig en tæt affære, som den neutrale håndboldtilskuer nok havde håbet på.
For BSH var der også en vis kaliber af spiller tilbage i folden med Rasmus Lauge, og han var egentlig en af de stærkere kræfter for BSH lørdag eftermiddag.
Det hele endte dog mere eller mindre, som det begyndte, og Aalborg Håndbold kunne igen gå som sejrsherre fra banen med en sejr på 34-28, hvor man nu har 24 ud af 24 mulige point i Herreligaen. Ikke mindst takket være en meget god kamp af Niklas Landin.