Låner 225 millioner efter svært år - nu vil nordjysk robotvirksomhed indtage Canada
Foto: Turf Tank
Premier League-klubberne Liverpool, Arsenal og Manchester City er i kundekredsen.
2022 var ikke ligefrem en dans på roser for den nordjyske robotvirksomhed Turf Tank. I hvert fald ikke hvis man kigger på deres regnskab. Virksomheden ved Svenstrup havde nemlig et underskud på 44 millioner kroner efter skat.
Det har dog ikke fået virksomheden med verdens første autonome opstregningsrobotter til at tænke mindre store tanker. Turf Tank fortsætter med at afsøge nye markeder, og nu vil de i gang med at indtage Canada.
Det kræver dog kapital. Særligt nu hvor opstregningsrobotten ikke sælges, men lejes ud på abonnementsbasis, hvilket betyder, at indtægterne ikke kommer ind i virksomheden på én gang, men typisk fordelt over seks år.
Og kapital har de nu fået. Artha Kapitalforvaltning har netop stillet 225 millioner kroner som lån til rådighed for Turf Tanks fortsatte vækst og internationalisering.
- Vi kan mærke efterspørgslen stiger. Vi får massevis af henvendelser, så det er glædeligt, vi får noget ekstra kapital, siger marketingschef i Turf Tank, Simon Rytter Christensen.
Om Turf Tank A/S
Turf Tank, der er nummer ni på listen over verdens mest innovative robotics-virksomheder, har udviklet verdens første autonome opstregningsrobot til sportsbaner. Robotterne styres med en tablet og har dermed konverteret en ellers gammeldags manuel arbejdsrutine til en nem og moderne opgave, der er overstået på minutter snarere end timer. Turf Tank har i tæt samarbejde med groundsmen rundt om i verden gjort brugeroplevelsen mere og mere intuitiv og med mulighed for at skræddersy robotten til specifikke behov.
Vild vækst på medarbejdersiden
Selskabet har en egenkapital på 306.000 kroner. Trods det forventelige negative regnskab i 2022 er Turf Tank gået fra 43 til 144 medarbejdere på to år.
I kundekredsen er Premier League-klubber som Liverpool, Arsenal og Manchester City. Også NFL-klubberne New England Patriots og Cincinnati Bengals gør brug af firmaet robot.
Ifølge Simon Rytter Christensen er Canada en stor sportsnation, og det er en af årsagerne til, hvorfor de vil ind på netop det marked.
Foreløbigt anvender mere end 2.000 skoler, fodboldklubber, Premier League- og NFL-klubber Turf Tanks robotter til opstregning verden over.
Svenstrup-virksomheden forventer at få en positiv bundlinje i 2024.