Kvinde truet med pistol i gældssag
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En mand er anholdt, fordi han truede ekskæresten til en mand, som angiveligt skyldte gerningsmanden penge.
Nordjyllands Politi blev tirsdag aften kaldt ud til en episode i Nørresundby, hvor en kvinde følte sig truet af en mand på grund af en gæld, hendes ekskæreste tilsyneladende havde til gerningsmanden.
Episoden begyndte sidst på eftermiddagen, da kvinden opdagede, at der havde været indrud i hendes lejlighed. En del elektronik var blevet stjålte, og tyvene havde efterladt en seddel, hvor de forklarede årsagen til indbruddet - at de ikke kunne finde manden og derfor gik efter hende.
Senere, da kvinden forlod sin lejlighed, blev hun spottet på gaden af to mænd i en bil. Det udviklede sig næsten til en jagt af kvinden, som også blev truet med noget, der mindede om en pistol. Det fik hende til sidst til at tilkalde politiet, som klokken 19.50 tirsdag aften standsede bilen og de to mænd på Forbindelsesvejen.
Pistolen viste sig at være en attrap, da politiet gik bilen igennem, og gerningsmanden, en 22-årig mand fra Farsø, som er en gammel kending hos politet, blev taget med på stationen.
- Det er for usikkert at sige noget om motivet endnu, og om der er stoffer involveret. Det vil være rent gætværk, så jeg kan ikke sige noget konkret. Men det skal vurderes nu, om den 22-årige mand skal fremstilles i et grundlovsforhør, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen, onsdag morgen.
Tyvekosterne blev efter anholdelsen fundet hos en mand i Brønderslev, som ikke umiddelbart vurderes at have noget med truslerne at gøre.