Kuk i GPS'en: Kondiløber tog en tur i Limfjordstunnelen
Foto: Jesper Bo Winther
Limfjordstunnelen er udelukkende for biler - men torsdag morgen var en kondiløber også en del af trafikbilledet. Arkivfoto
En turist fra Sydafrika fik en lidt anderledes morgenløbetur end forventet, da han kom på afveje i Nørresundby.
En 52-årig mandlig turist fra Cape Town i Sydafrika skabte torsdag morgen ved 07-tiden en smule panik i Limfjordstunnelen.
For manden havde valgt at lægge sin morgenløbetur ned igennem tunnelen midt i morgentrafikken.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard fortæller, at manden bor på et hotel i Aalborgs midtby, og at han stod op for at løbe en tur en frisk morgentur.
Kondiløberen kom fint over Limfjordsbroen i nordgående retning og fortsatte mod McDonald's i Nørresundby - og her gik der kuk i GPS'en.
- Hans løbeur viste, at han skulle ned på motorvejen for at komme retur til Aalborg, og han troede, at Limfjordstunnelen var en bro, han kunne løbe over, siger Poul Fastergaard.
Den 52-årige sydafrikanske kondiløber blev anvist at løbe ned på motorvejen her.
Politiet fik fat i kondiløberen, der var på afveje i tunnelen, og fik ham ombord i en patruljevogn og kørte ham tilbage til hotellet i Aalborgs midtby.
Den uheldige kondiløber får ikke en bøde for løbeforseelsen - men derimod et minde for livet.
Det gav en smule ekstra køretid for trafikanterne på strækningen, da det var nødvendigt at skilte farten ned ved Limfjordstunnelen.