Kronen på værket: Stolt Aalborg-anfører fik landsholdsdebut på hjemmebane
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
René Antonsen tog godt fra i det danske forsvar mod Færøerne.
I Gigantium i Aalborg lykkedes det Danmarks håndboldherrer at lukke sæsonen med en favoritsejr over Færøerne - i en kamp, der gav landsholdsdebut til Aalborg-anfører René Antonsen.
Det kan nærmest ikke blive en meget bedre afrundingen på sæsonen for den nordjyske håndboldkriger, René Antonsen.
For en uge siden kunne han som Aalborg Håndbold-anfører løftet DM-pokalen som den første - og nu kan han også kalde sig landsholdsspiller efter sin deltagelse i landskampen mellem Danmark og Færøerne, der søndag aften blev spillet i Gigantium.
- Det var selvfølgelig fantastisk. Det er jeg utroligt stolt af. Det var ligesom kronen på værket på den her meget, meget flotte sæson som både jeg og holdet her i Aalborg Håndbold har leveret. Jeg er selvfølgelig utrolig stolt.
Kunne det mærke, at det også var din sædvanlige hjemmebane, du spillede på?
- Ja, jeg kunne mærke det en smule, både da mit navn kom op under opvarmningen og da vi løb ind. Der kunne jeg mærke, at der var nogle Aalborg Håndbold-fans i blandt. Det var da lidt specielt, at da jeg sidst var i hallen her, der fløj champagnepropperne rundt, siger René Antonsen med henvisning til guldfesten for en uge siden, siger René Antonsen til TV2 Nord.
René Antonsen havde primært til opgave at vise sine evner i forsvaret. I kampen blev han noteret for to to-minutters-udvisninger, samt to mål.
- Det var lidt op og ned. Jeg tror, at det meget naturligt bliver lidt rodet og frem og tilbage for mit vedkommende. Jeg har haft halvanden træning sammen med nogle af de gutter her, så det vil jo blive en lille smule rodet. Der er plads til forbedringer, men jeg er stadigvæk okay tilfreds, siger han.
Udover René Antonsen var også Aalborg Håndbolds Henrik Møllgaard en del af landsholdstruppen.