Notat afslører: Kommune var advaret om støj, men tillod boliger alligevel
Aalborg Kommune har tidligere givet Vejdirektoratet skylden for, at 50 boliger bliver ramt af sundhedsskadelig støj. Nu afslører notat, at kommunen blev advaret.
Midt i oktober spurgte TV2 Nord rådmanden for By og Land i Aalborg Kommune, hvem der havde ansvaret for, at boliger i Sofiendal Enge ville blive ramt af sundhedsskadelig støj i forbindelse med den tredje Limfjordsforbindelse.
Og svaret kom prompte:
- Ansvaret ligger entydigt på Vejdirektoratet, som jo også er bygherre af den tredje Limfjordsforbindelse, så den står for deres regning, sagde rådmand Jan Nymark Rose Thaysen (V) dengang.
Vejdirektoratet afviser rådmand
Vejdirektoratets projektchef var helt uenig. Man havde skam advaret Aalborg Kommune.
- Der har været en byggelinje, hvor vi ligesom siger, at vi anbefaler, at man holder sig uden for den byggelinje, for det kan være, der kommer en tredje Limfjordsforbindelse, og det gjorde der så, forklarede Per Seidelin, projektchef i Vejdirektoratet.
Se indslaget med bekymrede beboere her:
Notat slår fast: Advarede kommunen
Nu har TV2 Nord fået indsigt i et høringssvar fra Vejdirektoratet fra 2017, der bekræfter, at Aalborg Kommune blev advaret om støjproblemer i forbindelse med deres lokalplan for Sofiendal Enge.
I notatet fra Vejdirektoratet står der blandt andet:
- Kommunen har pligt til at sikre, at støjbelastede områder (hvor støjniveauet er højere end Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier) ikke udlægges til boliger eller anden støjfølsom anvendelse.
Ingen problemer i lokalplan
Men i lokalplanen for området vedtaget i september 2017 af Aalborg Byråd er støj fra Limfjordsforbindelsen intet problem. På side 95 står der:
- Områder, der i lokalplanen er udlagt til bebyggelse, er afgrænset således, at de ikke påvirkes af et støjniveau fra den planlagte tredje Limfjordsforbindelse med sideanlæg, som overstiger de gældende grænseværdier.
Kommunen var altså ikke bekymrede for støj fra en tredje Limfjordsforbindelses motorvej.
I dag er situationen en anden. 50 boliger står til at få sundhedsskadelig støj, når motorvejen til Limfjordsforbindelsen står færdig.
Alligevel fastholder rådmanden, at kommunen intet har gjort galt.
- Nej, jeg ved ikke hvilken data, der har været tilgængelig dengang. Men det er klart, at vores myndighed har vurderet, at der ikke var en konflikt i det, og så er man blevet klogere undervejs, siger Jan Nymark Rose Thaysen.
Håber på hjælp fra staten
Rådmanden håber nu, at staten vil hjælpe med at afskærme boligerne i det nybyggede boligområde.
- Da Vejdirektoratet præsenterede hele projektet for byrådet, fortalte de, at det var et meget robust budget, siger Jan Nymark Rose Thaysen.
Prisen for støjafskærmning i Sofiendal Enge er Vejdirektoratet tidligere kommet med et bud på.
44 millioner kroner lød overslaget, da de skrev et notat til politikerne på Christiansborg. Men i anlægsloven blev den idé droppet. Og nu står en spritny bydel i Nordjyllands største by med et støjproblem.