Knebent nederlag til AaB
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB udnyttede ikke chancen til at spille sig op på en foreløbig tredjeplads.
AaB tabte 0-1 hjemme til superligaens førerhold FC København.
Superligaens førerhold FC København var søndag på besøg på et næsten fyldt Aalborg Portland Park med tæt ved 10.000 tilskuere.
Og det var AaB, der startede bedst, måske havde spillerne hørt resultatet fra Brøndbys kamp mod Randers, hvor gæsterne vandt med 1-0, så en hjemmesejr til AaB ville betyde, at man overtog Brøndbys tredjeplads i medaljeslutspillet. Så allerede inden for de første 10 minutter havde Kasper Kusk to store chancer.
Efter en halv time var Kasper Kusk igen ophavsmand til næste AaB chance, da han fandt Milan Makaric i dybden, men hans forsøg sneg sig lige uden om stolpen og stadig 0-0.
Men det var AaB, der dominerede, og Louka Prip med sine proptrækkerdriblinger var lige ved at komme til et farlig forsøg.
Men det blev ved 0-0 efter de første 45 minutter, og det kunne gæsterne været mest tilfredse med.
AaB kunne ikke opretholde det gode pres, de lagde på FCK i første halvleg, og gæsterne kom mere med i kampen de sidste 45 minutter og fik et par store chancer, men målmand Jacob Rinne stod godt placeret begge gange og reddede fremragende.
Se interview med AaB's Kasper Kusk:
Men 10 minutter før tid kom Jacob Rinne igen i fokus. En høj bold blev slået ind foran AaBs mål, Jacob Rinne hoppede højest men fik kun lige bokset bolden ud til en FCK spiller, og så var gæsteren pludselig foran 1-0, på grund af en fejl af en ellers velspillende Jacob Rinne i AaB-målet. Men ikke helt ufortjent, at FCK fik scoret efter spil og chancer i anden halvleg.
Og det sluttede med en sejr til gæsterne, og AaB udnyttede ikke chancen for at spille sig op på en foreløbig bronzeplads foran Brøndby.
AaB spiller allerede igen næste fredag, hvor Randers FC kommer på besøg.
Se interview med AaB's cheftræner Lars Friis efter nederlaget til FC København: