Kæmpe sensation: Aalborg slider sig til sejr over Flensburg-Handewitt
Foto: Rene Schutze / Ritzau Scanpix
Aalborgs Henrik Mølgaard tackler Flensburg-Handewitts Lasse Svan i Champions League-kampen, som Aalborg vandt med 31-28.
Med nød og næppe holder Aalborg Håndbold føringen i de sidste minutter og tager sensationel sejr over Flensburg-Handewitt i Champions League-kamp.
Jutlander Bank Arena kogte, da det stod klart, at Aalborg Håndbold havde chance for sejr i Champions League-kampen mod storholdet Flensburg-Handewitt.
Og larmen i hallen steg til uanede højder, da sejren blev en realitet, og de danske mestre havde nedlagt endnu et stort bytte i jagten på succes i Champions League.
Tyskerne lagde hårdt fra land og bragte sig foran 3-7, inden aalborgenserne kom op i omdrejninger og minutter senere fik udlignet til 9-9.
Holdene gik til pausen ved stillingen 14-16, efter Flensburg-Handewitts Simon Hald, som spillede i Aalborg fra 2013 til 2018, måtte udgå med en skade.
Efter pausen kom Aalborg med en fornyet styrke og intensitet og fik efter syv minutter udlignet til 20-20.
Så lugtede nordjyderne blod og bragte sig foran med 27-23, inden der igen kom spænding ind i kampen fem minutter før tid, hvor holdene igen lå helt lige ved stillingen 28-28.
To minutter før slutfløjtet gjorde Janus Smarason det til 30-28, mens tyskerne fik sendt en mand ud med rødt kort. En enkelt nordjysk scoring i overtal blev det til, inden sejren var en kendsgerning.
Aalborg Håndbold har med sejren vundet fire af sine fem første kampe i Champions League.