Joakim reddede mand fra druknedøden: - Jeg var faktisk bare rigtigt bange i den situation
Joakim Bové Winkler fra Aalborg blev weekendens helt, da han natten til søndag reddede en 49-årig mand op af havnen i Aalborg.
Man hører ofte om "hverdagens helte", men denne historie handler om weekendens store helt i Aalborg; Joakim Bové Winkler.
Natten til søndag formåede den unge studerende nemlig at redde en 49-årige mand fra druknedøden i Aalborg Havn.
- Jeg tænkte slet ikke over, at jeg ville blive en helt. Jeg var faktisk bare rigtigt, rigtigt bange i den situation. Da jeg stod her alene og kiggede på ham i vandet. Men jeg kunne heller ikke bare stå og kigge på ham indtil hjælpen kom, fortæller Joakim Bové Winkler til TV2 Nord.
- Joakims indsats er heltemodig. Han fortjener stor ros. Han bragte også sit eget liv i fare, men han havde heldigvis selvtilliden til at bringe den her 49-årige i land.
Søren Korsgaard, indsatsleder ved Beredskab Nordjylland
Den 49-årige mand slap med livet i behold, takket være Joakim, der sprang i havnen og hev manden op. En gerning, der nu har givet Joakim Bové Winkler heltestatus.
- Det er lidt vildt, synes jeg. Jeg har aldrig rigtig set mig selv som en helt. Jeg har altid været en gamernørd. En teenager, der går på en uddannelse og spiller lidt og sådan. Men det er rart at få en masse ros omkring det, siger den ydmyge nordjyde.
Kæreste hørte nødråb
Joakim Bové Winkler var egentlig gået i seng, natten til søndag. Hans kæreste, Dorssa, var dog fortsat vågen. Hun sad i stuen i parrets havnelejlighed og så serier, da hun pludseligt hørte de lyde, der satte det hele i gang.
- Jeg var lige kommet hjem efter en aftenvagt og ville lige slappe af med lidt Netflix. Joakim var allerede gået i seng. Mens jeg ser serier, hører jeg så nogle underlige lyde. Jeg kan høre, at der blive råbt på hjælp, så jeg løber ind og vækker Joakim, fortæller Dorssa Goodarzi.
- Jeg når ikke rigtigt at tænke mig om. Jeg tror bare, det er en eller anden fulderik, der råber et eller andet. Men jeg kommer i tøjet og løber ned, mens min kæreste ringer 112, siger Joakim Bové Winkler.
Artiklen fortsætter under billedet
Joakim fandt manden og sprang i vandet - og med hjælp fra kæresten og naboen Jan, der også var stødt til, lykkedes det på heroisk vis at få bjærget den 49-årige mand.
- Jeg kan huske, jeg har haft noget førstehjælpskursus, dengang jeg gik til svømning, om hvordan jeg skulle svømme ham i land. Da vi kom ti meter fra land, så begynder han at holde fast i mig - som om det er gået op for ham at han er ved at blive reddet, fortæller Joakim Bové Winkler.
Den 49-årige mand modtog herefter livreddende førstehjælp indtil ambulancen ankom. Nordjylland Politi kunne senere berette, at manden var udenfor livsfare efter redningen.
Heltemodig indsats
Hos Nordjyllands Beredskab vækker redningsaktionen både begejstring og anerkendelse.
- Joakims indsats er heltemodig. Han fortjener stor ros. Han bragte også sit eget liv i fare, men han havde heldigvis selvtilliden til at bringe den her 49-årige i land, siger Søren Korsgaard, indsatsleder ved Beredskab Nordjylland, der selv var til stede ved episoden, natten til søndag.
Søren Korsgaard forklarer, at man ind imellem har situationer, hvor fordrukne borgere som den 49-årige falder i vandet - og i værste fald ikke bliver fundet, før det er for sent.
Denne situationen kunne sagtens være endt lige sådan, lyder det fra indsatslederen.