Nyt pantsystem: - Jeg tror, der kan være stort potentiale i det
Foto: Ib William Christensen
Nyt pantsystem testes til Bæredygtighedsfestival i Aalborg. Foto: Ib William Christensen.
I Aalborg har man testet en ny type pantmaskine - men den er hverken til flasker eller dåser.
Nu bliver det måske fortid med plastikkopper og paptallerkener, der flyder rundt på jorden.
- Jeg tror, der kan være stort potentiale i det.
Det fortæller Martin Quintero Hansen, som er projektleder ved Klima og Miljø i Aalborg Kommune, om en ny type pantsystem. Systemet er netop blevet testet ved Bæredygtighedsfestivallen i Aalborg.
Systemet er umiddelbart simpelt at anvende. Med kameraet på mobilen scanner man QR-koden på den grå pantboks, som tager brugeren ind på en hjemmeside, hvorfra man klikker og låser skuffen på boksen op. Derefter scanner man QR-kode på emballagen og smidder den ind i skuffen. Til sidst kan man så enten få panten overført direkte til sit dankort eller donere den.
- Det er klart, det skal være brugervenligt for borgerne, ellers er det ikke en succes, lyder det fra Martin Quintero Hansen.
Brugeren skal ikke først til at downloade en app og lave et abonnement, før pantboksen kan anvendes, men kræver kun en smartphone og dens kamera, der kan læse QR-koder.
Potentiale på festivaller
Blandt virksomhederne, som har gjort løsningen mulig, står Homerunner, som har sørget for styresystemet og at finde partnere.
- I fremtiden tror vi på, at engangsemballage er fortid. Så at lave en løsning, der kan hjælpe med at løse fremtidens udfordringer, giver jo mening, fortæller chief circular solutions ved Homerunner, Asbjørn Drechsler.
Til nogle festivaler anvendes allerede et system, hvor der er pant på kopper. Asbjørn Drechsler ser dog stadig, at løsningen med pantboksen kan forbedre den situation.
- Det, mange måske har oplevet er, at det kan være en udfordring at komme af med kopperne igen. Og så ender det med, at man smider dem fra sig. Men her kan vi sikre os, at hvis der er nogen, der smider det fra sig, har andre et incitament til at samle det op og komme af med det.
Se indslaget her:
Integration med pakkebokse
For at en løsning bliver til mere en bare en god idé, bør det overvejes, hvordan den kan integreres i samfundet.
- Det, vi håber på og gerne vil, er, at den egentligt kan bygges ind i et almindelig pakkeboksystem.
Herved er tanken, at logistikken omkring pakkeboksen kan være med til at tømme de nye pantbokse.
- Kan borgerne reelt finde ud af at bruge boksen, er det noget, som vi måske kan tage med ind i byrummet og stille op. Man kunne stille det ved et boligselvskab, så når man tager sit take-away med hjem fra byen, kan man aflevere sin returemballage. Så vi kan se flere perspektiver i det, slutter Asbjørn Drechsler.