I vandet finder Martin ting, som de fleste aldrig har hørt om
30-årige Martin Kristiansen er så fascineret af den mikroskopiske verden, at han altid har et prøverør i lommen. Gennem mikroskopet går Martin på opdagelse i en verden, som ikke kan ses med det blotte øje.
Se "Mikroliv i Nordjylland" på TV2 Nord Salto lørdage klokken 19.40. Første afsnit kan du se nederst i artiklen.
Har du nogensinde spekuleret over, hvor mange levende organismer, der kan gemme sig i en enkelt dråbe vand fra en sø? Da Martin Kristiansen dykkede ned i mikroorganismernes verden, blev han blæst bagover.
- Det er som at kigge på fremmede aliendyr. Man går på eventyr i en helt ny verden og opdager ting, som de fleste aldrig har set eller hørt om, siger Martin Kristiansen.
I serien ”Mikroliv i Nordjylland” fortæller han om nogle af de dyr og organismer, som gemmer sig i alt fra mos til tagrender.
- Vi ved alle, at der lever mange helt små dyr, men de færreste af os ved, hvordan de ser ud, siger Martin Kristiansen.
Interessen begyndte på uddannelsen
Martin Kristiansens interesse for den verden, der knap kan ses med det blotte øje, begyndte, da han på biomedicinuddannelsen kiggede på celler i et mikroskop.
Han blev så fascineret, at han hurtigt købte han sit eget mikroskop og spændte sin iPhone fast med elastikker for at filme de ting, han så.
Siden da er mikroskopet blevet opgraderet, og iPhonen sidder nu placeret solidt i en rigtig holder.
Martin Kristiansen understreger dog, at man ikke behøver at købe sig fattig i udstyr, hvis man gerne selv vil dykke ned i den usynlige verden.
- Det kan sagtens lade sig gøre med de allerbilligste mikroskoper fra Fætter BR. Man skal bare have noget, der kan forstørre. Med de billigere modeller kan man se små mider og krebsdyr, siger Martin Kristiansen.
Har altid et prøverør i lommen
Martin Kristiansen blev færdig med sin kandidat i biomedicin på Aalborg Universitet i sommer. Han håber på at kunne komme til at forske samt formidle endnu mere om mikroorganismer, som han lige nu gør på både Facebook, Instagram og YouTube under navnet Vores Mikroskopiske Verden.
- Jeg har altid et prøverør med i lommen, uanset hvor jeg tager hen. Hvis jeg ser en vandpyt eller en sø, der ser snusket ud, tager jeg en prøve med hjem og undersøger, siger Martin Kristiansen.
Kom med ind i det mikroskopiske univers i serien ”Mikroliv i Nordjylland” på TV2 Nord Salto lørdage klokken 19.40 – eller lige her på tv2nord.dk/tv.