I selskab med Apple og Google - nordjyder med på prestigefyldt liste
Foto: Turf Tank
Fremtiden er fyldt med produkter, der skal gøre livet lettere eller bedre for os mennesker. TurfTank er havnet på en liste over netop den slags opfindelser.
TurfTank, der har hjemme i Svenstrup, er kommet på en fornem liste over verdens bedste opfindelser i 2024, som figurerer i det anerkendte TIME Magazine.
Den nordjyske robotvirksomhed er den eneste danske virksomhed på listen, hvor Turf Tank er nævnt i kategorien 'special mentions'.
- Vi har investeret massivt i vores teknologi og design og har skabt et ekstremt brugervenligt interface for de baneforvaltere, der hver dag benytter sig af vores robot. Vi er ligeledes gået over til en primært abonnementsbaseret forretning, hvilket har reduceret kundernes kapitalbinding i robotterne. Det er en kæmpe fordel - uanset om man er en lille lokal fodboldklub eller en af de store NFL - eller Premier League-klubber, siger Mikkel Jakobsen, CEO i Turf Tank.
- Placeringen som en af TIME Magazines special mentions på listen over årets bedste opfindelser er en stor anerkendelse af det hårde arbejde, hele vores team har lagt i at nå hertil.
I selskab med fremtidens virksomheder
Turf Tank har udviklet verdens første selvkørende GPS-styrede opstregningsrobot til sportsbaner og har allerede sat 3000 robotter i arbejde alene på det amerikanske marked.
Robotterne styres med en tablet og har dermed konverteret en ellers gammeldags, manuel arbejdsrutine til en nem og moderne opgave, der er overstået på minutter snarere end timer.
På listen over de bedste opfindelser er der særligt fokus på voksende markeder - eksempelvis sundhedsteknologi, AI og grøn energi. I 20 år har TIME Magazine udfærdiget listen, som bladets journalister fra hele verden har været med til at stykke sammen.
- Vi bliver formentlig aldrig helt færdige med at raffinere vores teknologi, men ikke desto mindre er vi meget stolte over at være placeret i selskab med så mange fremsynede virksomheder i et år, hvor udviklingen af eksempelvis kunstig intelligens for alvor er blevet toneangivende blandt virksomhederne på listen, mener Mikkel Jacobsen.
Andre opfindelser på listen er eksempelvis et toiletsæde, der kan scanne og analysere ens afføring og dermed ens sundhedstilstand, en robot, der kan arbejde som et menneske på et lager, en app til at beregne skattefradrag og et slags termometer til hjemmebrug, der kan måle både temperatur, lytte på lunger, scanne hjertet og iltniveau i blodet.