- Hvis først jeg graver mig ned, bliver det endnu sværere at komme tilbage
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Aalborg-stjernen forsøger at forblive positiv og holde humøret oppe, selvom han er ude i minimum fem måneder.
Han ved, hvad der skal til.
Det er ikke første gang, at Mads Hoxer er skadet, og det er ikke første gang, han misser en slutrunde.
Aalborg-stjernen missede OL i sommer på grund af en ankelskade, og nu må han sige farvel til VM i januar. Han er nemlig blevet opereret på grund af en drilsk skulderskade, der holder ham ude i minimum fem måneder.
I pausen af Aalborgs kamp mod Grindsted søndag aften gav Mads Hoxer sit første interview efter operationen, og her kunne han fortælle, at det går okay, og at han altid forsøger at holde humøret oppe, selvom det ”ikke er det fedeste at sidde ude.”
Hvis først jeg får gravet mig ned, bliver det endnu sværere at komme tilbage.
Mads Hoxer
Jeg går ud fra, det er en svær besked at få at skulle være ude så længe – og for eksempel vide, at du misser VM?
- Helt sikkert. Nu er det ikke en beslutning, vi tog fra den ene dag til den anden. Det har været over længere tid, vi har set det an. Så jeg vidste godt, der skulle ske et eller andet på et tidspunkt. Jeg vil jo gerne spille håndbold. Det er derfor, jeg går til det – og jeg ville også gerne have været til VM. Nu koncentrerer jeg mig om at blive 100 procent klar, så jeg kan hjælpe mine holdkammerater igen, siger Mads Hoxer.
- Men skader er en del af sport. Det er klart, at jeg havde glædet mig rigtig meget til at skulle spille OL. Den var tung at tage. Men jeg holder humøret højt og passer min genoptræning. Hvis først jeg får gravet mig ned, bliver det endnu sværere at komme tilbage.
Har startet træningen i det små
Mads Hoxer har lige nu skudarmen i en slynge, men han håber, at han snart kan komme af med den.
- Det er lidt begrænset, hvad jeg lige kan lave nu med den her bandit på. Men det går okay. Jeg er lige så stille kommet i gang med lidt styrketræning til benene, og så håber jeg, det kommer til at gå hurtigt, når jeg kommer til at kunne smide den her (slynge, red.) om et par uger, siger Hoxer til TV 2 Sport.
Hoxer tilføjer, at han glæder sig til at komme i gang med genoptræningen for at blive klar til de afgørende kampe i denne sæson.
Aalborg Håndbold vandt over Grindsted med 36-33 søndag aften.
Mads Hoxer har spillet 115 kampe og scoret 517 mål for Aalborg Håndbold.
Daniel Svensson
Håndboldekspert, TV 2 Sport
- Mads Hoxer er en international topspiller med et skud i verdensklasse, når skulderen er i orden. Derfor forstår jeg godt, der skal kigges på den, hvis den ikke føles okay, så det kan komme tilbage. Det er så stor en del af Mads Hoxers spil. Så det er en kæmpe kapacitet, de mangler lige i øjeblikket.