Fodboldstadioner bruges hovedsageligt til fodboldrelaterede arrangementer, om det så enten er kampe eller sæsonkort-arrangementer. Men nu kan de måske også bruges til undervisning af skoleelever.

Torsdag fik eleverne i 9.A på Vesterkærets Skole nemlig muligheden for at bruge en hel skoledag på Aalborg Stadion, hvor stadionets faciliteter skulle bruges. Her var demokrati og stereotyper på programmet.

- Det at vi er i de her fantastiske faciliteter gør, at eleverne kommer ud af klaselokalet, og få en anden oplevelse af tingene og huske tilbage på det som en oplevelse, lyder det fra Steen Ammundsen.

Sammen med sin bror Ulrich har de skabt projektet "Klasseholdet". De har draget inspiration fra et lignende projekt i Tyskland, som har eksisteret siden 2009.

Projektet på Aalborg Stadion er det første af sin slag i Danmark.

- Det er ikke nogen hemmelighed at fodbold er en fascinations kraft, ikke kun i Tyskland og Danmark, men over hele verden. Derfor bruger vi stadionfaciliteterne til at inspirere og give ny viden om de her temaer vi taler om i dag, fortæller Ulrich Ammundsen.

I Tyskland har 100.000 elever været på stadion til andet end fodbold, og storklubber som Borussia Dortmund og Bayern München har deltaget i projektet.

Det er i samarbejde med AaB og Børn og Unge Aalborg, at projektet har set dagens lys. Målet og håbet med projektet er, at kunne udbrede det til flere skoler landet over.

Stereotypøvelser på Vesttribunen

Elever fra Vesterskærets Skole brugte det meste af dagen i Vinloungen på Aalborg Stadion, men undervejs var der øvelser rundt omkring på stadion.

Blandt andet fandt en øvelse omkring stereotyper sted på Vesttribunens trappetrin. Her fik eleverne en rolle, som de skulle sætte sig ind i, og derefter tage et trin op eller blive stående, afhængigt af, om udsagnet passede til rollen eller ej.

Med andre ord, elevernes opfattelse af deres rolle var afgørende for øvelsen. En øvelse, som faldt i god jord hos eleverne.

- Det var ret sjovt der var de forskellige trin vi kunne gå op på, for at vise hvor meget man kunne i hverdagen, lyder det fra Philip Bechgaard, der går i 9.A på Vesterkærets Skole, og han bliver bakket op af sine klassekammerater.

- Det var sjovt at leve sig ind i rollen, som en man ikke er normalt, og tænke over hvad jeg synes er rigtigt, fortæller William Stubben.

- Jeg har fået et andet synspunkt. Bare fordi vi alle er lige, så er der nogle der har flere ting som de kan, forklarer Malucca Overgaard.

Som noget af det sidste, kom AaB-spillerne Amar Diagne og Sebastian Otoa et smut forbi, hvor eleverne fik mulighed for at stille spørgsmål til de to spillere.

- At kunne dele ud af mine erfaringer, både indenfor, men også udenfor fodbolden, det er ret fedt, siger Sebastian Otoa.

Eleverne fik også lov til at opleve, hvordan det er at marchere ind på banen til kampstart. Ledsaget med melodien fra Labans hit "Hvor skal vi sove i nat", blev eleverne ført ind side om side, med Sebastian Otoa og Amar Diagne som 'anførere'.

Der er lidt småkoldt i det kolonihavehus, der ellers er kendt for at indeholde så meget varme.

Men det er jo også uden for sæson.

Susanne Sørensen sidder i sin orange termojakke, mens Kjeld Sørensen – eller Fjolle som alle kalder ham – har en god, gammeldags fleecetrøje på. Det er nok.

Den lille ovn i hjørnet af stuen kæmper en ulige kamp mod efterårskulden, men kaffen er rygende varm, så alt er godt.

Der er ikke øl på bordet, som man ellers kunne forvente efter at have set ’Balladen om kolonihaven’. For der er næsten altid masser af øller til stede, når Kjeld er på skærmen.

- Jeg drikker kun øl i gode venners lag. Så er det for at hygge mig. Jeg drikker aldrig alene, fortæller han.

Allerede da vi er ved at sætte os ned, begynder Kjeld så småt at brokke sig over ham formand Finn. Men Susanne er der straks.

- Så er det godt! Man skal tale pænt om folk, siger hun strengt.

Og han lytter. Og så snakker vi om noget andet.

Blandt andet om dengang midt i Aalborg, hvor en 13-årig Susanne havde et godt øje til ham den 17-årige fyr, der boede på den anden side af gaden.

Og så diskuterer de også livligt, hvor lang tid kolonihavelivet skal fortsætte.

Og der er de uenige.

Sekserspil og værtshuse

- Hun har sgu altid været varm på mig, konstaterer Kjeld meget selvsikkert.

- Er det rigtigt? spørger jeg.

Susanne tøver et øjeblik.

- Ja, indrømmer hun så, mens hun kigger skælmsk på Kjeld. Og så griner vi alle sammen.

Det er hyggeligt at være i de to menneskers selskab. De har det godt, især med hinanden. Det så man tydeligt i tv-serien ’Balladen om kolonihaven’, som sidste år blev et kæmpe seerhit, og nu vender tilbage til skærmen.

Selvom de har kendt hinanden siden barnsben i Aalborg, så nåede de at blive henholdsvis 37 og 40 år, før de fandt sammen. Med tre børn hver i bagagen.

Og de blev endnu ældre, før de blev gift. For Kjeld havde lidt mere i bagagen end tre børn og to ekskoner.

Han havde galoperende ludomani og en kæmpe spillegæld.

- Jeg var rigtig langt nede, fortæller Kjeld.

De foretrukne spil var sekserspil på værtshusene, poker, travheste og ikke mindst kasino. Han brugte penge på spil. Mange penge.

 - Jeg spillede alt væk. Jeg lånte af alle i hele byen. Jeg var lokal taxavognmand, så folk kendte mig jo, fortæller han.

Der var mange værtshuse i Aalborg, hvor man kunne spille de populære terningespil ’sekserspil’.

Og på en kro i nærheden af Egeskov på Fyn var det rigtig godt. Der kom folk langvejs fra for at spille om endda rigtigt mange penge på sekserspillene.

- Folk endte med at spille hele gårde væk, fortæller Susanne om kroen på Fyn.

Kjeld havde ikke en gård at spille væk. Men han havde en bevilling som taxavognmand. Og den mistede han.

På afvænning

Det var på danserestauranten ’Grand’ i Aalborg, at Susanne og Kjeld næste gang fik øjnene op for hinanden.

- Jeg havde ikke været sammen med en dame i flere måneder på det tidspunkt, så jeg ville gerne med hjem under dynen. Og jeg tror, jeg var god, for jeg fik jo lov til at blive, griner Kjeld, mens han ser på Susanne.

Hun himler med øjnene som svar.

- Jamen det er da ikke løgn, vel? spørger Kjeld.

- Nej, det er det ikke, siger hun, mens hun med et lille smil kigger på Kjeld. Der er ikke noget, der sådan lige kan slå hende ud.

Hun har også prøvet en del i sit liv. Hendes jobs gennem tiden tæller blandt andet buschauffør, taxachauffør, gartner, tjener og endda graver på et tidspunkt.

- Jeg har aldrig været bange for at tage fat. Bare der var søde mennesker, så var jeg glad for det, jeg lavede, siger hun.

De to endte ganske rigtigt med at blive kærester.

Men Kjelds gæld og ludomani var som en mur, de ikke kunne komme forbi, hvis de ville giftes.

Og det ville de, selvom der herfra åbenbart er to versioner af den samme historie.

Ifølge Susanne havde Kjeld været på knæ flere gange i løbet af nogle måneder.

Men ifølge Kjeld passer det i hvert fald ikke. Han havde overhovedet ikke været på knæ flere gange. Kun én.

Og sådan diskuterer de lidt. Men de bliver enige om én ting.

- Jeg bad Kjeld om at gå i afvænning, for ellers ville jeg ikke gifte mig med ham. Han var en dyr herre, for han brugte jo så mange penge, fortæller Susanne.

Og så måtte Kjeld træffe valget: Susanne eller sekserspil.

Kjeld på knæ

I dag tordner Kjeld mod de sportsstjerner, der reklamerer for diverse spiltjenester.

- Det er helt forkasteligt, siger han og ryster sit hoved, så det lange skæg dingler en smule.

- At de ikke ved, at der er så mange, der går fra hus og hjem på grund af dem og deres reklame, mens de selv tjener millioner.

For Kjeld er det ikke bare tomme ord. Han har selv været der.

- Det gik tit galt, hvis jeg var halvfuld. Det var spændingen. Det var alletiders, når man sad der sammen med vennerne og spillede, siger han.

Højdespringeren – eller lavmålet, om man vil – var, da han spillede 64.000 kroner væk på én aften på et kasino i Aalborg.

Der ringede han ned dagen efter og gav sig selv karantæne.

Men når han ser tilbage i dag, er der alligevel kun én ting, han inderligt fortryder i den tid.

- Jeg endte med at låne penge af mine børn til at spille for. Og det var forkert, siger han.

Spillegælden var efterhånden steget til det abnorme, og han måtte til sidst smide håndklædet.

Omkring år 2000, fik han en gældssanering. Det tog fem år, og så havde han "ren røv at trutte i", som han siger det.

Derudover havde han været igennem et behandlingsophold på Fyn for sin ludomani.

- Opholdet på Fyn gjorde mig voksen. Der var ligesom nogle ting, der faldt på plads oven i hovedet på mig, fortæller han.

Uden en gæld og uden trangen til at spille, kunne Kjeld endelig falde på knæ den ene gang for at spørge den nu 50-årige Susanne, om hun ville giftes.

Og det ville hun gerne. Kjeld havde valgt Susanne over sekserspil. Og hun havde hele tiden ventet på at kunne vælge ham.

Ingen Kjeld uden Susanne

Susanne og Kjeld bruger lang tid på at fortælle om deres bryllup og efterfølgende fest på kroen.

Om præsten, der ringede til Susanne dagen før for at være sikker på, om Susanne nu også gerne ville giftes med Kjeld.

Og om festen, de ikke selv ville gå glip af, så Kjeld endte med at sove på bagsædet af sin bil uden for kroen, hvor hans søn måtte sørge for en hotdog til den fulde og sovende brudgom.

Har det så været kærlighed lige siden?

- Jah. Du er da ikke blevet smidt efter vi blev gift, konstaterer Susanne tørt.

- Nej, siger Kjeld.

Og du har ikke smidt hende ud?

- Uha nej. Hvis ikke jeg havde Susanne, så gik jeg jo nedenom og hjem. Jeg får nogle piller om morgenen. Jeg aner ikke, hvad det er, det står Susanne for. Jeg ved ikke hvordan vaskemaskinen fungerer. Jeg kan ingenting. Hånden på hjertet, hvis jeg ikke havde Susanne, så var jeg en pjalt. Og det mener jeg, siger Kjeld i en tone, så man slet ikke er i tvivl om, at han mener hvert et ord.

Susanne har en bestemt måde at svare på, når man spørger hende til Kjeld. Man er ikke i tvivl om, at kærligheden er der.

- Jeg kan godt lide at gå og tage mig af ham og nusse om ham. Ellers gjorde jeg det jo ikke, er hendes lidt nordjyske måde at svare på.

Hun er også en form for rettesnor i Kjelds liv. Selvom han ikke altid opdager det.

- Ej, han kommer også selv med nogle ideer nogle gange. Og så laver jeg dem sommetider bare lidt om hen ad vejen, fortæller hun med et skævt smil og et blik på Kjeld.

Kolonihave eller ej?

De har i dag været gift i 20 år.

Men kærligheden har varet længere. Og den varer længe endnu.

Men hvordan får man egentlig et ægteskab til at fungere, sådan som Susanne og Kjelds ægteskab fungerer?

- Hemmeligheden er, at jeg er tålmodig og rolig, siger Susanne hurtigt.

I virkeligheden er moralen, at man i et ægteskab skal give plads til hinandens forskelligheder, og at man skal kunne rumme hinanden.

- Kjeld optager meget rum, og så er det jo heldigt, at jeg ikke gør, griner Susanne.

De kan sagtens være uenige og tage en diskussion om tingene hist og her.

- Men jeg er meget svær at komme op og skændes med. Faktisk kan jeg slet ikke huske, hvornår vi sidst har skændtes, fortæller hun.

De fik ikke børn sammen. Men de fik en kolonihave. Og det er næsten det samme.

Men alting har en ende. Umiddelbart ikke deres kærlighed, men tiden i kolonihaven har.

Og det er den næste helt store beslutning for de to.

Susanne vil gerne af med haven snarest muligt. De har en have derhjemme, der er dobbelt så stor som kolonihaven. Den skal også holdes.

Men der er Kjeld ikke endnu.

Fællesskabet kommer de til at savne lidt. Men som Susanne siger, så har de jo også fællesskabet med naboerne derhjemme, de kan være med i.

Og så diskuterer de det i noget tid.

Se 'Balladen om kolonihaven' på TV 2 og TV 2 Play.

En is eller en proteinshake lavet på græs. Det er fremtiden, hvis man spørger Mette Lübeck, lektor ved Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet og forsker bag udvinding af græsprotein.

- Jeg ser det som et kæmpestort forretningspotentiale, fordi græsdyrkning ses i store dele af verden, siger Mette Lübeck.

Men skal man så bare vænne sig til smagen af græs? Nej. Ved hjælp af forskernes mangeårige forskning står de nu med et smagløst, proteinholdigt produkt, der kan anvendes i madlavning og potentielt erstatte protein fra valle, soja og ærter.

Det har man fundet frem til

Græsset gennemgår to filtreringstadier, hvor saften fra græsset afskilles. Produktet fra første stadie bliver til foder til enmavede dyr såsom høns og grise. Det skyldes, at græsset på det her tidspunkt stadig indeholder en bitter saft og salt, der ikke er egnet til mennesker. Derfor gennemgår græsset endnu en filtrering, der frasorterer det resterende saft. Efter andet stadie får man dermed et spiseligt protein til mennesker.

Og hvad er fordelen ved produktet så? Dels indeholder det 70 procent protein, og det produkt kan blandt andet bruges i den førnævnte is. Dernæst er proteinet fra græs 100 procent opløseligt. Det samme er proteinet fra valle, men ønsker man at undgå protein fra animalsk produktion, er græsproteinet det eneste alternativ.

Protein hitter

Idéen til græsproteinet kom, da Mette Lübeck besøgte en vallefabrik.

- Valle var oprindeligt et affaldsprodukt fra osteproduktion, men så fandt man ud af, at vallen indeholder meget protein, som kan udvindes, siger Mette Lübeck.

Netop valleproteinet har vundet frem. Og i så høj en grad, at der er mangel på det. Valleproteinet bruges nemlig i blandt andet proteinpulver.

- Man har nærmest støvsuget markedet for valleprotein. Hvis der skal mere til, skal der også flere køer til. Men med vores forskning kan vi tage koen ud af ligningen, siger forskeren.

Mere for mindre

Ifølge Mette Lübeck skal en ko have ti gange så meget areal til foder, som hvis planterne spises direkte.

Derfor er græsproteinet også fra et klimamæssigt perspektiv kærkomment.

Morten Ambye-Jensen, lektor ved Institut for Bio- og Kemiteknologi på Aarhus Universitet, ser ligeledes en fordel i græs.

- Det bliver muligt at producere langt mere protein per hektar, hvis man erstatter animalsk protein med protein fra græs, siger Morten Ambye-Jensen til videnskab.dk

Mette Lübeck forestiller sig også, at man fremover kan benytte teknologien på andre blade, eksempelvis sukkerroer. Først skal metoden dog gennem en EU-godkendelse, fordi græs-baserede produkter normalt ikke finder vej til køledisken. Men det sætter ikke en stopper for forskernes egen brug af græsproteinet.

Is, yoghurt og macarons på græs

- En forsker på Københavns Universitet har lige bagt nogle macarons med græsproteinet og taget med på en messe, siger Mette Lübeck.

På København Universitets fødevareafdeling er de også allerede i fuld gang med at udvikle en is og yoghurt, der potentielt kan havne på markedet eller overbevise investorer om at investere i projektet.

I mandags begyndte provokunstneren fra Kjellerup Ibi-Pippi Orup Hedegaard at afsone sin straf for hærværk i 2022 på et Asger Jorn-maleri. Det næste halvandet år skal hun sidde bag tremmer i Møgelkær Fængsel. 

- Det er kedeligt, og jeg sidder bare og stirrer ud i luften, siger Ibi-Pippi. 

Fik afslag på at komme i kvindefængsel 

Ibi-Pippi Orup Hedegaard, der er født som mand, men som fik godkendt et juridisk kønsskifte til kvinde i 2015, havde håbet på at få lov til at afsone sin straf i et kvindefængsel. 

Men det blev et nej fra Kriminalforsorgen, der foretager individuel vurdering af, hvor personer, der har ændret køn juridisk, skal afsone. 

- Det er jeg bestemt ikke glad for, siger Ibi-Pippi Orup Hedegaard.

Ibi-Pippi Orup Hedegaard fortæller, at hvis de indsatte vil have varm mad, skal de selv lave det i et fælles køkken. 

Men hun tør ikke gå ud i køkkenet til de mandlige indsatte, der godt ved, at hun går i dametøj. 

- De andre ved jo godt, hvem jeg er, så jeg frygter, at der kan opstå problemer, siger Ibi-Pippi Orup Hedegaard. 

Må leve af brød og kaffe

Hver dag kommer der brød og kaffe til Ibi-Pippi Orup Hedegaards celle, som hun indtil videre har tænkt sig at leve af - men det kan også være, at hun på sigt må gå efter noget lidt mere varieret mad i fængslets kiosk. 

- Jeg ved ikke, hvad jeg gør, siger Ibi-Pippi Orup Hedegaard. 

Men én ting, som hun er helt sikker på, er, at hun aldrig kommer til at bevæge sig ud i køkkenet for at lave mad. Hun fortæller, at hun er indstillet på, at det bliver halvandet år uden varm mad. 

- Jeg er ufattelig madglad... Så det er ikke sjovt, siger hun. 

Selvom hun er indforstået med, at der bliver holdt øje med de indsatte i køkkenet, har hun det bedst med at holde sig i sin celle, som består af en seng, en opslagstavle, en telefon uden internet og bøger.

- Jeg holder mig fuldstændigt for mig selv. Det er min taktik, siger hun. 

Ella og Thorkild Andersen er begge 91 år, og så har de været gift med hinanden de sidste 68 år.

Nu er deres helbred dog begyndt at drille så meget, at det er nødvendigt for dem at komme i plejebolig - og her var håbet, at de to kunne få en plejebolig sammen.

Sådan bliver det dog ikke.

Frederikshavn Kommune har nemlig valgt at skille parret ad, fordi der ikke er en plejebolig med plads til to, og derfor vil kommunen give dem hver deres plejebolig på samme plejecenter.

- Det vil formentlig tage livet af dem over kort tid. Det vil jeg tro, sagde sønnen Ib Andersen, da TV2 Nord dækkede sagen forleden.

Ægteparret har ret til vejledning

- Kommunerne har forsyningspligt. Det vil sige, at en kommune skal sørge for, at de har det antal ægtefælleboliger og andre plejeboliger, der svarer til behovet.

Sådan siger Dorthe Bjerremand Erichsen, der er jurist og seniorkonsulent ved Ældre Sagen.

I sager om for eksempel plejeboliger har kommunen en udvidet vejledningspligt, som betyder, at kommunen skal sikre sig at vejlede ægteparret om alle deres rettigheder på området.

- Det lyder som om, at ægteparret kan have behov for konkret vejledning, og det har de ret til at få fra kommunen. De er også velkomne til at kontakte Ældre Sagens rådgivning, lyder det fra Dorthe Bjerremand Erichsen.

- Hvis man er visiteret til plejebolig, og man har retten, så gælder fritvalgsreglerne. Det frie valg gælder både i egen kommune og i en anden kommune. Så det skal kommunen vejlede ægteparret om.

Kommunens dyre løsning er ikke rimelig

Tilbage i februar blev ægteparret Ella og Thorkild Andersen visiteret til plejebolig. De havde klaret sig selv i egen bolig, til de var 89 år, men på grund af demens og fysisk dårligt helbred, er det ikke muligt længere.

Frederikshavn Kommunes tilbud til ægteparret er dog en løsning, Ella og Thorkild ikke har råd til.

De er blevet tilbudt en bolig hver, hvor der kan åbnes op mellem værelserne. Udfordringen er bare, at det kommer til at koste for to boliger, hvilket er 12.305 kroner per person inklusiv mad, vand, varme, el og rengøring.

Og det vil give ægteparret et underskud på 5.000 kroner om måneden.

- Det er ikke rimeligt, at ægteparret skal betale det dobbelte, fordi der ikke er en ægtefællebolig ledig. Så må kommunen finde en æ'sning og sikre sig, at der stilles en egnet bolig til rådighed, som matcher ægteparrets behov. Også her bør kommunen vejlede om fritvalgsreglerne og muligheden for at vælge en bolig i en anden kommune, forklarer jurist og seniorkonsulent Dorthe Bjerremand Erichsen.

Også ifølge botilbudsvejledningen fra Social- og Boligministeriet har parret krav på at kunne bo sammen. Hvis kommunen har visiteret en borger, der ønsker at bo sammen med sin ægtefælle, samlever eller registreret partner til en plejebolig, skal kommunen inden for to måneder tilbyde en plejebolig, der er egnet til to personer.

I Frederikshavn Kommune mener de ikke, at de har overtrådt nogle regler. De har nemlig kun få større plejeboliger, og de er alle optagede.

- Vi vil opfordre Frederikshavn Kommune til at få løst problemet, hvis kommunen har for få plejeboliger, kommer det afslutningsvist fra Dorthe Bjerremand Erichsen, der er jurist og seniorkonsulent ved Ældre Sagen.